Fortsæt til indhold

Gry Harrit med Band på Bygningen

28 års tilløb til sit første soloalbum - nu er Gry Harrit klar til scenen på Bygningen i Køge

Arkiv
Arkiv

På Gry Harrits 18 års fødselsdag lå en pladekontrakt klar til underskrivelse. Men der skulle alligevel gå et godt stykke tid før hendes første soloalbum udsendes. Det sker den 11. august 2015 - 28 år efter.
I 1987 hørte musikeren og produceren Finn Verwohlt sangene fra Gry Harrit, der skulle danne rammen om hendes soloudgivelse, men han mente ikke materialet levede op til sangerindens kvaliteter. Albummet udkom aldrig, kontrakten udløb og årene gik med at synge kor for en lang række store danske navne som Sebastian, Allan Olsen, Poul Krebs, Michael Falch m.fl. på deres plader, turnéer, TV-udsendelser mm.
Gry Harrit begyndte efterfølgende at bakke ud af musikerlivet og brugte bl.a. en årrække på universitetet, samt var med til at starte flere skoler op. Mange år senere mødte hun for første gang den mand, der i sin tid afgjorde, at hun dengang ikke var klar til en soloplade.
- Efter nogle år begyndte telefonen at ringe igen, og jeg mødte Finn Verwohlt i forbindelse med et andet projekt. Og vi havde aldrig mødt hinanden før - ansigt til ansigt. Han begyndte at spørge ind til mine egne sange. Men, der var jo ikke nogen sange. Finn var meget vedholdende og insisterende, og det er jeg meget taknemmelig for idag; for det viste sig, at da først proppen røg af, så kom sangene væltende. De nærmest faldt over hinanden. Og det gik op for mig, at jeg havde én ting tilbage i mit liv med musik, som jeg ønskede mig; nemlig at udgive egen musik i eget navn. Det var i 2013. Og så gik det stærkt. Sangene var anderledes denne gang, en anden kvalitet, og jeg havde endelig fundet den sparringspartner, jeg havde ledt efter, fortæller hun.
- For mig er dette album et fantastisk vidunderligt eksempel på, hvordan forskellige dele i os mennesker modnes på forskellige tidspunkter i vores liv. Hvis vi giver det lov. Vi kan gå og samle sammen over lang tid, over år. Og en dag så passer erfaringerne sammen med ønsker og omstændigheder og ikke mindst de mennesker, vi omgiver os med. Og på den måde kan livet jo folde sig ud i det uendelige, fortsætter Gry Harrit.
Hør hende på Bygningen lørdag den 30. januar - billetter kan købes via bygningen.dk.