Fortsæt til indhold

Lasse Rimmer luftede Kæphestene

Standupperen galopperer Danmark rundt med sit seneste show

Arkiv
Af Birthe Johansson

Teaterbygningens store sal lagde fredag d. 29. januar vægge til utallige latterbrøl, da Lasse Rimmer kom ridende forbi i skarpt trav med sit show ”Kæpheste”.
Inden showet startede, blev der fra en skjult højttaler (med en stemme, der umiskendeligt lød som aftenens show-vært selv) bekendtgjort, at showet skulle opleves ”live” og ikke gennem en kamera-linse... det var så her, at Lørdagsavisen kunne ånde lettet op over, at vi allerede havde været pro-aktive og taget et billede af scenografien, der, ud over et lille bord og et mikrofonstativ bestod af 9 hjernebeklædte kæpheste, der var placeret rundt omkring i scenerummet.
Aftenens underholdning startede med en kort opvarmning, hvor standupperen Ane Høgsberg fik sat fut i publikum med historier om hendes privatliv – hvor især hendes kæreste, Lars Allan, fik kærligheden at føle. Hylende skægt og pågående er vist det, der bedst kan beskrive hendes optræden.
Så var barren ligesom lagt, da det blev Lasse Rimmers tur til at entrere scenen. Veloplagt lagde han ud med en historie om, at han var blevet tisset på af en hjemløs og så ping-pong'ede han sig ellers gennem showet og kom ind på emner som: At være 43 - at have en yngre kæreste - hans syn på p-vagter og på (andres) børn. Han havde også overskud til at holde en dialog kørende med adskillige publikummer, hvor han blandt andet udspurgte dem om, hvordan de havde mødt hinanden? Deres svar krydrede han med kommentarer om, blandt andet, Tinder og om, at der helt frem til 90'erne ikke var toilet-tanke på togene... til publikums store begejstring.
Efter 2 gange 45 minutters latterbrøl og god underholdning kunne Lasse Rimmer forlade scenen. Teaterbygningen var det andet stop på hans turné og kæphestene skal ud og luftes de kommende måneder rundt om i landet og får sig først et velfortjent hvil i midten af april, hvor sidste show køres på Bremen.