Fortsæt til indhold

Rock og rul på restauranten

Restaurant Næsbyhoved Skov melder sig på banen med en række musikalske arrangementer

Arkiv
Jens Nicolaisen

Event manager Leif Møllgaard er i højt humør, da Lokalavisen Odense møder ham på Restaurant Næsbyhoved Skov. Et par dage forinden har Peter Westh & Kristian Rusbjerg slået takten an til det første af en række Mad & Musik-arrangementer på den traditionsrige restaurant ved Odense Havn.

”Folk kom hen og gav mig hånden efter koncerten og sagde tak. Det fortæller mig, at Mad & Musik er kommet for at blive. Nu har folk en grund til at tage ud og spise en frokost, for de kan høre noget god musik og danse bagefter,” fortæller Leif Møllgaard, der allerede har talt sig varm.

”Peter Westh ligger nummer 1 på Dansk Top-listen. Det fortæller mig, at der er et publikum – jeg siger det bare…,” siger initiativtageren, mens han viser rundt i restaurantens hyggelige lokaler.

Den sidste tv-avis

Med Mad & Musik vil Restaurant Næsbyhoved Skov fremover være stedet, hvor det såkaldte 'modne publikum' kan få en aften med mad og underholdning. Forårets program er på plads og byder blandt andet på Baronets, John Fogerty Tribute og The Rocking Ghosts.

“Som det er nu, kan du kan gå i byen og spise på en fin restaurant og hvad så? – så kan du tage hjem og se den sidste tv-avis. Odense mangler en restaurant, hvor man også kan danse. Jeg vil gerne skabe det sted her, så man bare ved det.

Folk skal se programmet og tænke – hold nu op, der sker noget på Næsbyhoved Skov. Det skal blive naturligt at tage herhen for at høre musik,” forklarer Leif Møllgaard, der allerede er i gang med at forberede sommerens program.

Leif Møllgaard på scenen på Næsbyhoved Skov, der emmer langt væk af glamour og 60’er-stil. Odense har fået et nyt musiksted.

Elsker at skabe liv

Kimen til det, der nu er blevet til en musikalsk nyskabelse i Odense, blev lagt for to år siden.

“Jeg har altid haft en stor interesse for at arrangere, og jeg kunne se behovet - der manglede noget for dem over 40 år. Men jeg havde ikke gjort det, hvis ikke det havde været for Peter Hansen (forsanger i Spacemakers, red.). Han overtalte mig - men der skulle nu ikke ret meget overtalelse til.

Jeg lever af at sælge møbler - det her gør jeg, fordi jeg elsker at skabe liv,” fortæller Leif Møllgaard, der har været møbelhandler i 34 år og er sælger hos Inside Design House i Kolding.

Næste gang, der er Mad & Musik på Næsbyhoved Skov, er den 7. februar, hvor pigtrådsbandet Les Mann og The Souls entrerer scenen.

Med udsigt over Odense Havn kan man fylde maven, inden øregange og bentøj får en tur i det tilstødende lokale.