Ekstra regning til solcelleanlæg
Til april bliver det dyrere at være ejer af et solcelleanlæg, når netselskaberne indfører nye tariffer
Folk og familier med solceller på tagene kan godt begynde at vænne sig til, at det ikke længere er en bedre forretning at være producent af egen energi fremfor at være kunde hos det lokale energiselskab.
Energitilsynet har nemlig afgjort, at den nuværende rabatordning, der fritager solcelleejere for rådighedstarif og nettariffen på leveret strøm, der modsvares af solcellernes egenproduktion, er ugyldig.
Det betyder, at netselskaberne er klar med en ny metode til tarifering af solcellekunder. Det gælder også for Energi Fyn, der har omkring 2.500 solcelleejere tilknyttet.
“Den afregningsmodel, som Energitilsynet har godkendt, følger vi også, og den indfører vi 1. april.
For langt de fleste solcelleejere gælder det, at de kommer til at betale et ekstra rådighedsbeløb på 65 kr om året.
Derudover vil de blive opkrævet et beløb på 480 kroner i abbonnement om året,” forklarer Klaus Winther, teknisk direktør hos Energi Fyn.
For de omkring 75 solcelleejere, der er tilknyttet Paarup Elforsyning i Odense NV, kommer takststigningerne på den vedvarende energi til at ramme en smule hårdere.
“Vi vil opkræve et ekstra rådighedsbeløb på de 65 kroner om måneden, som det ser ud på nuværende tidspunkt. Og vi har ikke umiddelbart planer om yderligere forhøjelser,” siger Svend Erik Nielsen fra Paarup Elforsyning.
Det vil sige, at solcelleanlæg tilknyttet Paarup Elforsyning kan se frem til en årlig ekstraregning på i alt 780 kroner og ingen ændring i nettariffen.
Energi Fyn informerer
Kunder hos Energi Fyn kan forvente at få mere information om den nye beregningsmetode i forbindelse med næste elregning.
Alternativt kan man læse mere om de nye priser på www.energifyn-net.dk.
FAKTA
Dansk Energi har udarbejdet en vejledning, som energiselskaberne følger. Og den indeholder en nettarif, en rådighedstarif samt et særligt abonnement.
Nettarif: Betales af den leverede mængde elektricitet fra elnettet, og svarer til den normale nettarif efter den nuværende tariferingsmodel, og som alle andre kunder også betaler.
Rådighedstarif: Dækker om-kostningerne ved, at nettet til enhver tid står til rådighed for kunderne, også når solcelleanlægget ikke producerer.
Abonnement: Pålægges solcellekunder, fordi disse kunder er forbundet med særlige administrative omkostninger for netselskabet.
Den anmeldte tarifmetode vil betyde, at familier med solceller kommer til at betale næsten det samme beløb for brug af el-nettet, som en tilsvarende familie uden solceller.