Fortsæt til indhold

“Demokratiet bestemmer”

Direktøren for Bovia forstår beboernes utryghed, men mener, at alle er blevet hørt

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Beboerne i Bovias afdeling er utrygge over de økonomiske konsekvenser af den kommende renovering, og bestyrelsen opfordrer beboerne til at stemme nej til planerne. Men direktøren for Bovia, Per Nielsen, fortæller, at der er gjort meget for at imødekomme beboernes bekymringer.
“Vi har holdt tre møder, hvor der har været rig mulighed for at stille spørgsmål. Vi har været i dialog, og på det sidste møde var der ikke yderligere spørgsmål.”
Derfor venter Bovia nu på svar fra afstemningen, der afgør afdelingens fremtid.
“Det er demokratiet, der afgør, om renoveringen skal gennemføres. Så vi gør ingenting, før vi får resultatet den 29. januar,” siger Per Nielsen.

Prisstigninger i vente

De 36 lejemål i Skovparken står overfor den helt store renovation; tilgængeligheden skal forbedres, og badeværelserne, køkkenerne samt tagene skal renoveres. Det bliver en bekostelig affære, også selvom Landsbyggefonden støtter projektet økonomisk.
“Vi får støtte i et vist omfang, men vi skal ud og betale visse ting selv. Landsbyggefonden giver penge til tilgængelighed og byggeskader, men ikke vedligeholdelse,” forklarer Per Nielsen.
Derfor ser hustandende frem mod huslejestigninger.

Værdibaseret husleje

Beboerbestyrelsens forslag om at dele udgiften mellem samtlige 140 lejemål var ikke en løsning til, hvordan lejerne kan klare den kommende huslejestigningen.
“Når man laver forbedringer på et lejemål, så stiger brugsværdien. Det er altså dem, der får lavet arbejdet, der skal betale for det,” siger Per Nielsen.
Ideen om at lade de 36 husstande beslutte individuelt, om de er interesserede i renoveringen, bliver også afvist.
“Den almene sektor bygger på demokratiske vilkår. Det er et samlet projekt, og alle beboerne bestemmer. Vi går ud fra landsbyggefondens proces,” slutter Per Nielsen.