Fortsæt til indhold

Livemusikkens brumbasse fik støtte

Ihærdige ildsjæle får spillestedet Banehuset i Sommersted til - gang på gang - at hente imponerende navne til

Arkiv
Peter Rasmussen

Teoretisk set kan brumbassen ikke flyve. En simpel udregning viser at de små vinger umuligt kan løfte den store krop.
Om nogen har foretaget en lignende udregning for spillestedet Banehusets evne til at bestå og hente store musikalske oplevelser til Sommersted, skal ikke kunne siges. Men hvis man gjorde, ville man nok ende op med noget i stil med brumbassen.
Heldigvis ved brumbassen ikke at den ikke kan flyve. Og heldigvis ved de ihærdige ildsjæle på Banehuset heller ikke, at deres projekt ser uoverkommeligt ud. For folkene på Banehuset får stedet til at fungere. Både som koncertsted og som øvested for lokale bands. Og meget store musikalske navne har spillet på stedet gennem årerne.
Den dåd blev belønnet, da der skulle uddeles legater fra 'H.V. Clausens og Johan Ottosens legat til danskhedens fremme i Sønderjylland'. En legatuddeling, som fandt sted i legatbestyrelsesformand Karl Posselts egen stue på Skjoldsvænge i Vojens.

To legater

Ud over legatet til Banehuset, der er et såkaldt 'foreningslegat', uddelte legatbestyrelsen også en personlig hædersgave. Begge legater var på 9.000 kroner, og den personlige hædersgave tilfaldt Keld Aaes, der er ophavsmand til begivenheden “VM i Synnejysk”, som finder sted hvert år.
“Banehuset var i 1997 en rå muret ladebygning beliggende tæt på banelegemet midt i Sommersted. Laden blev brugt til opbevaring. Med unge flittige frivillige hænder lykkedes det over et års tid at få skabt et lokale med atmosfære, lysanlæg og god akustik. Selvom stedet kun har plads til max. 120 koncertgæster, har gruppen bag Banehuset alligevel gennem årene formået at få kendte navne som Kim Larsen, Anne Linnet, Peter Belli og Johnny Madsen til at spille på stedet,” sagde bestyrelsesmedlem Nis Skau som motivation for at vælge Banehuset. Han fortsatte:
“Banehuset har ca. 15 arrangementer om året, og til daglig bruges scenen på stedet desuden som øvelokale for fire bands. Banehusets bestyrelse er godt forankret i og omkring Sommersted, og tre bestyrelsesmedlemmer har været med lige fra starten. I ønskes fortsat et godt og humørfyldt samvær og glade publikummer. Hjertelig tillykke med legatet, som vi håber vil gøre nytte.”
På vegne af Banehuset modtog Claus Friis legatet.