Karsten afløser Dea
Dansk Folkeparti bytter medlem i Roskildes Skole- og Børneudvalg
Karsten Lorentzen afløser Merete Dea Larsen som Dansk Folkepartis medlem af det vigtige Skole- og Børnedvalg, der blandt andet har det politiske ansvar for daginstitutioner og skoler i Roskilde kommune. Merete Dea Larsen har i snart mange år været partiets ubestridte leder i byrådet, men efter at hun i sommer også blev valgt til Folketinget, hvor hun er boligordfører, er arbejdet blevet så stort, at hun nu trapper lidt ned i byrådet. Hun er dog fortsat parties repræsentant i det centrale Økonomiudvalg, hvor alle sager passerer og behandles, inden de kan vedtages i byrådet. - Hvis tingene skal hænge sammen, og arbejdet udføres ordentlig, må jeg fordele opgaverne lidt anderledes. Så det er helt naturligt, at jeg nu giver en udvalgsplads fra mig, forklarer Merete Dea Larsen. Karsten Lorentzen, der arbejder for DF's pressetjenete på Christiansborg, er i forvejen medlem af Kultur- og Idrætsudvalget samt Plan- og Teknikudvalget, og dermed får han nu tre udvalg at passe. - Som lærerbarn har jeg altid været meget interesseret i folkeskolen, men også hele børne-området er utroligt vigtigt. Det er en af grundpillerne i vores velfærd, og dette område er helt afgørende for kommunens indbyggere. Så jeg ser frem til denne opgave, siger Karsten Lorentzen, der allerede har vikarieret i udvalget for Merete Dea i en periode.