Hip jazz-‘Kat’ vinder pris
Unge jazzkomponister spillede sig vej til fremtidens jazzscene
Der var både plads til spirende talenter og det udfoldede jazzvirke, da DR Big Bandet og DPA, foreningen for komponister, sangskrivere og tekstforfattere, kårede ‘Årets Nye Jazznavn 2016'.
Tre unge komponisttalenter havde med deres værker kæmpet sig til finalen i konkurrencen, der har fokus på de navne, der vil være at finde på fremtidens jazzscene.
Blandt disse var Raphael Gimenes, som deltog med værket ‘The Painter'. Han har gået på Roskilde Katedralskole, der i folkemunde er kendt som ‘Katten'.
Værket handler om en kunstner, der ikke tror på sit eget talent og overvejer at opgive sin kunst.
Stor anerkendelse
Finalisternes værker kom i hænderne på DR Big Bandet, som uropfører kompositionerne.
Brasiliansk-fødte Raphael Gimenes modtog 3. prisen på 5.000 kr. for værket, som har tydelige referencer i hans sydamerikanske rødder.
- Selvom jeg kun fik tredjepladsen, føler jeg mig som en vinder. Jeg blev udvalgt blandt de mange komponister her i landet, og fik anerkendt min musik inden for jazzgenren i Danmark, som har et af de højeste niveauer i verden, skriver Raphael Gimenes på Facebook.
Vinderen af ‘Årets Nye Jazznavn 2016' blev Pille-Rite Rei med værket ‘Decatylen', mens 2. prisen gik til Esben Højlund med sit værk ‘Morgen'.
Raphael Gimenes udkommer med debutalbummet ‘As Montanhas de Som' 15. februar.
avk