Fortsæt til indhold

Nye rammer skaber nye muligheder

Elever fra produktionsskole har fået nye omgivelser. De hjælper til hos kreative designere. I-Værk-Stedet kalder de sig.

Arkiv
Jørgen Flindt

“Det er et ret godt sted her. Vi får lov til at prøve nogle spændende ting, og her er en god stemning. Desuden lærer vi meget mere om handel her end på skolen,” siger Nukaaraq.
Hun er 19 år, og er en del af et hold på Vejle Produktion og Uddannelsescenter (VPU), der ligger ved Nørre Vilstrup.
Men ikke meget længere. Hun skal starte på en ungdomsuddannelse, men gennem nogle uger har hun været en del af det lille team af unge, der har skiftet skolen i Nørre Vilstrup ud med Fabrikanterne i Vejle Midtpunkt.
Fabrikanterne består af en række designere og makers, der er samlet sine værksteder under samme tag, og da det er design de unge også arbejder med, hænger tingene sammen på den måde.
De unge kalder sig I-Værk-Stedet, og inde i deres værksted sidder Joachim og René. Den ene er ved at sy en sportstaske, den anden afprøver en ide af med at lave en gasflaske om til en taburet. En idé René selv havde fundet på, og nu er ved at føre ud i livet.

God mening

Det er et samarbejde, der er kommet i stand, fordi det giver god mening. Det forklarer Ann Malmskov, der er leder af I-Værk-Stedet hos VPU-Center.
“Det er et anderledes miljø her hos Fabrikanterne end på produktionsskolen. Her stilles de krav som de unge vil møde på en arbejdsplads, i et butiksmiljø. Her kommer eksempelvis kunder ind af døren, og så betyder det jo noget, hvordan man klæder sig og modtager kunderne. Desuden er der nye 'kolleger' i form af de andre hos Fabrikanterne. Dem skal man også forholde sig til. Der er noget dannelse i det,” siger hun.
Og de unge har selvfølgelig også kreative muligheder, men det er ikke meningen, at de unge kun skal bruge dagene på at kreere på egen hånd. De er blevet en del af en ny helhed, og udgangspunktet er, at de også skal være med til at servicere de andre. Det er lige fra at holde rent i køkkenet til at hjælpe med de kreative processer.
“Og derudover kan andre butikker i hele Latinerkvarteret købe deres service. Ikke fordi vi er nået så langt med det endnu, men eksempelvis samarbejder vi med Brød og Co, laver events og har en elev i praktik. Det her samarbejde med Fabrikanterne er en super mulighed for de unge, som vi er glade for at have fået,” siger Ann Malmskov.

Her stilles de krav, som de unge vil møde på en arbejdsplads, i et butiksmiljø
Ann Malmskov, leder af I-Værk-Stedet

Ann Malskov guider René og Joachim inden i I-Værks-Stedet