Fortsæt til indhold

Bat-brødre forlænger deres liv med motion og samvær

Ivan, Ove, Jens Peder og Henning begyndte at spille bordtennis i Odense, da de var små knægte. I dag er brødrene fortsat trofaste udøvere af verdens hurtigste spil

Arkiv
Af Emil Hermann

Som så mange andre bordtennisspillere starter de to ældste af brødrene, 80-årige Ivan og 78-årige Ove, med at spille bordtennis over et stuebord i familiens bolig. De er 10 til 12 år gamle og er helt vilde med at slå til den lille bold, som suser af sted, når den får en over nakken.
Senere bliver de to mindre brødre, Jens Peder og Henning, også opslugt af verdens hurtigste spil, mens de går i ungdomsklub.
Og lige siden har de fire bat-brødre fra OB Bordtennis været betaget af den sport, som de dyrker sammen hver onsdag.
Derfor er Lokalavisen Odense denne onsdag morgen på besøg i Kasernehallen for at møde dem. Brødrene og cirka 50 andre bordtennisspillere over 60 år giver den fuld gas med battene og boldene på bordene, da avisen ankommer.
Sjovt og samvær

I dagens Danmark ser man ret ofte, at unge mennesker ikke får passet deres sport, fordi de ikke lige kan orke at møde op til træning. Men sådan fungerer det ikke for brødrene Hansen. De er ikke blevet trætte af at svinge battet og møder trofast op hver onsdag.
“Hvis ikke vi kommer lidt før otte, så kigger folk mærkeligt på os, griner Ivan, der er den ældste.
Og boldspillet, der får tilskuernes øjne til at gå fra side til side, er blevet brødrenes foretrukne sport, fordi den er underholdende.
“Det er jo en rigtig sjov sport, og så har vi et kanon sammenhold,” fortæller Ivan, mens de tre brødre giver ham ret.
For brødrene kommer ikke kun for at få motion i Kasernehallen. De er her også for at få grint og snakket med holdkammeraterne.
Efter kampene mødes ældreholdet i Odense Squash Clubs cafe for at drikke kaffe og synge sange, indtil folk smutter hjem ved 12-tiden.
“Det er dejligt, at man har noget at stå op til. Det hjælper på helbredet,” konstaterer Ove, som er nummer to i brødrerækken.

Til stævner i hele landet

Men en ugentlig træningsdag er ikke nok. Derfor kører 30 til 40 spillere fra OB Bordtennis flere gange om året af sted til stævner i Jylland eller på Sjælland.
“Det er skønt at komme ud og møde andre mennesker. Selvom dem i Aarhus altid slår os, så har vi det skægt, fortæller Ivan.
I seks år er der blevet spillet ældrebordtennis i Kasernehallen. De ældre spillere har fået tilladelse af kommunen til at bruge Kasernehallen hver onsdag, hvilket de er meget glade for.
“Vi har super gode forhold. In sin tid spillede jeg bordtennis i en postklub på 2. sal på Dannebrogsgade, så spillede vi i boblehallen ved mosen og nu er vi her,” fortæller Ivan, hvis to brødre også har været postmænd ligesom ham. Den fjerde var ingeniør.
Men selv med cirka 70 års bordtennis i bagagen for de to ældste, hvoraf de første år var på 1. sal i Odense Bordtennisklub i Munke Mose i 1948, så lyser bordtennisglæden fortsat ud af alle brødrene.
Ganske imponerende.