Fortsæt til indhold

Cykelbuddet, der blev direktør

Arkiv
Arkiv

På søndag fylder direktør Klaus Andersen, LandboSyd i Aabenraa, 50 år.
I 1993 kunne man møde et grønt cykelbud i de københavnske gader med kaldenavnet ”Lange”. Det henviste til Klaus Andersens fysiske størrelse på 2,01 m.
Sideløbende med agronomstudiet på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole havde han nemlig et studiejob som cykelbud. Et super job og en perfekt måde at tjene penge på og samtidig have muligheden for at holde sig i form med ca. 100 km i benene hver dag, lyder bedømmelsen fra LandboSyds direktør i dag.
Klaus Andersen er født i Ålborg, men 8660 Skanderborg er ”hans by”, som han udtrykker det.
Her gik han i folkeskole og gymnasium og arbejdede et år ved landbruget, inden han i 1987 tog til København for at læse til cand. agro. på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
Agronomuddannelsen er senere blevet suppleret med en HD i Organisation og Ledelse, ligesom Klaus Andersen har gjort tjeneste som reserveofficer i Hæren i tre år. Militæret lå i generene med en far og en morfar der begge havde gjort karriere i Hæren.
Drengedrømmen var egentlig at blive dyrlæge. Inspirationen hertil kom bl.a. via Klaus Andersens interesse for hestesport og tiden som konkurrencerytter, men også den engelske tv-serie Folk og Fæ og sygebesøg med bedsteforældrenes nabo i Broager, praktiserende dyrlæge Gregers Høilund-Carlsen, var med til at vække interessen for faget. Imidlertid var en gennemsnitlig studentereksamen ikke nok til at komme ind på veterinærstudiet.
Så derfor måtte jeg i gang med noget der ”lugtede af fisk” og det blev så agronomstudiet. Hvad jeg da heller ikke har fortrudt,” siger han i dag.
Salg og ledelse har været den røde tråd i Klaus Andersens erhvervsforløb, og Klaus Andersen tiltrådte jobbet som direktør for rådgivningsvirksomheden LandboSyd i Aabenraa i september 2011. Virksomheden beskæftiger 130 medarbejdere der rådgiver og servicerer det professionelle landbrug indenfor bl.a. økonomi, skat, strategi, produktion, HR m.m. Tidligere har Klaus Andersen været ansat 11 år i DLG i to datterselskaber – henholdsvis Dangrønt og AgroFerm.
Han har desuden samlet HR-erfaring som konsulent hos Mercuri Urval og salgserfaring som eksportdirektør hos Dinesen.
Privat er Klaus Andersen gift med Kirsten, der er sygeplejerske i en lægepraksis i Haderslev. Sammen har de tvillinger på 16 år. Caroline, der går i 1.g på Haderslev Katedralskole og Christian, der går på Oure efterskole på Sydfyn. Familien bor på en slægtsgård i Simmersted, vest for Haderslev, som de overtog i 2005.