Fortsæt til indhold

Sommer uden tog

Banedanmark arbejder sommeren igennem på flere projekter på s-banen

Arkiv
Jakob Fälling

Hen over sommeren fra den 4. juli og frem til den 28. august fornyer Banedanmark jernbanen på Køge Bugt Banen fra Skelbækgade til Køge Station – en strækning, der benyttes af omkring 76.000 passagerer dagligt. Sporet fornyes fra Hundige til Køge, ligesom broerne på strækningen renoveres, og kørestrømsanlægget på hele strækningen bygges om.
Ombygningen sikrer bl.a., at banen bliver mindre følsom for kraftige vindstød. Der bliver indsat togbusser i hele perioden.

Tre i et

Banedanmark skal ombygge 44 km spor med nye skinner og sveller, 31 km ballastrens, 8 km ballastudskiftning, 31 nye sporskifter, mindre arbejder på 24 broer, og ikke mindst ca. 80 km fornyelse af kørestrømsanlægget. Strækningen mellem Køge og Åmarken vil være spærret fra 4. juli til 20. juli og Køge-Hundige er lukket fra den 20. juli til den 28. august.
“Når vi fornyer spor, ombygger kørestrøm og renoverer broer til sommer, så udfører vi tre projekter samtidigt. Det gør vi både for at opnå stordriftsfordele og bestemt også af hensyn til passagererne, for vi ønsker at forstyrre deres dagligdag mindst muligt, når vi skal forny S-banen, siger projektchef i Banedanmark Anlæg og Fornyelse,” Tom Møller Rasmussen.
“Vi ved, at det er til gene for de daglige brugere af Køge Bugt Banen, men arbejdet er nødvendigt for også fremadrettet at sikre en velfungerende S-bane. For at genere passagererne mindst muligt, har vi pakket alle arbejder i de otte uger, så vi kun forstyrrer én gang i stedet for at tage projekterne hver for sig,” siger han.
Kørestrømsanlægget gøres færdigt i lange natspærringer frem mod udgangen af 2017. Det gælder blandt andet for strækningen København-Hundige.