Fortsæt til indhold

Manglende søvn slider på psyken

Gratis foredrag om søvnens betydning på Køge Gymnasium i begyndelsen af februar.

Arkiv
Arkiv

PsykInfo i Region Sjælland sætter fokus på søvnens betydning for et godt mentalt helbred ved gratis arrangement på Køge Gymnasium tirsdag 2. februar 2016 kl. 19 med overlæge og søvnforsker Poul Jennum fra Rigshospitalet.
Alle oplever indimellem at have problemer med at sove og ved derfor, hvor vigtig en god nats søvn er for at have det godt. Søvnproblemer varierer – nogle kan ikke finde ro til at falde i søvn, andre har en meget urolig søvn og oplever tankemylder, mens andre igen sover rigtig meget uden at føle sig udhvilede. Det er under søvnen, at psyken »lader op«, og derfor slider det på psyken – og på kroppen, hvis søvnen over en længere periode er forstyrret. I sidste ende kan søvnproblemer være en medvirkende faktor til psykisk sygdom.
Til arrangementet Søvn og Psyke kan man opleve to personlige beretninger om at have søvnforstyrrelser og psykiske vanskeligheder. Den ene oplægsholder har en skizofrenidiagnose, og den anden er psykisk sårbar og særligt sensitiv. Begge fortæller om, hvordan de tackler deres søvnproblemer, og hvilken betydning søvnen har for dem. Overlæge Poul Jennum fra Rigshospitalet slutter aftenen af med et fagligt oplæg om søvn og give nogle konkrete søvnråd.
Alle er velkomne.