Fortsæt til indhold

Træningen skal back to basics i Stormgade

Mikkel Madsen satser det meste på sin drøm om at åbne et godt gammeldags træningscenter

Arkiv
Louise Ritter

70 kilo. Sådan. Bum!

Når man bogstaveligt talt satser hele butikken, kan man ligeså godt gøre det fuldt ud, og derfor vil der også i Esbjergs nye fitnesscenter være noget så sjældent som håndvægte på 70 kilo.

Den 43-årige Mikkel Madsen er manden bag det nye center, og ifølge ham kan man ikke andre steder i byen finde håndvægte af den kaliber.
Han sætter i det hele taget lidt en ære i at gøre tingene på sin egen måde, men ser også en nødvendighed i det. Esbjerg er efterhånden så rig på motionscentre, at der skal noget andet til, hvis hans eventyr skal ende lykkeligt. Opskriften er old school - præcis som centrets navn “Old School Gym”.

“Tanken er at føre det hele back to basics, gøre det lidt old school. Dengang var tingene ikke så indviklet, og det vil jeg gerne, at centret skal signalere. Det behøver slet ikke være så besværligt at træne og komme i gang,” siger Mikkel Madsen, der til at starte med vil have cirka 35 maskiner i centret i Stormgade.

På første sal kan der både løbes på bånd, prøves kræfter med crosstraineren og trænes både arme og ben i maskinerne, mens underetagen bliver for de mere hardcore træningstyper. Med flere deltagelser ved DM har Mikkel Madsen selv tilhørt den kategori, og han er da også meget bevidst om, at netop det måske kan blive en sten på vejen.

“Den største udfordring er i virkeligheden nok mig selv. Jeg kan godt være lidt bange for, at mange vil tænke, at stedet kun er for bodybuildertyperne, men sådan er det altså ikke. Her er alle velkomne, og netop derfor har jeg også indrettet centret, som jeg har,” fastslår Mikkel Madsen, der i starten selv vil bemande centret, hvis motto er “sammenhold og resultater”. Det er nemlig Mikkel Madsens håb, at træningscentret med tiden også vil blive et sted, hvor man tager plads i caféområdet og hygger sig.

Old School Gym åbner lørdag den 6. februar kl. 9.00, hvor der også vil være gode tilbud at hente.