Fortsæt til indhold

Henrik Hamann slog også kommunen

Henrik Hamann fik frataget sin ledsagerordning af kommunen. Det ville han ikke acceptere, og nu har han fået den tilbage.

Arkiv
Rune Weitling

En lang og ikke mindst udmattende kamp er nu overstået for Henrik Hamann Nielsen.
Efter lang tids tovtrækkeri og mange vågne nattetimer har han 'slået' Esbjerg Kommune, der nu igen har bevilget en ledsagerordning til ham.

“Det har været opslidende og rigtig hårdt, men det var kampen værd. Jeg synes hele vejen igennem, at det var en uretfærdig behandling, som jeg har fået. Mit handicap er jeg jo født med, og det skal jeg dø med. Det ændrer sig aldrig,” siger Henrik Hamann kontant.

Mange læsere af Lokalavisen Esbjerg vil formentlig huske sagen om Henrik Hamann Nielsen, der kort fortalt handler om, at Esbjerg Kommune for godt et år siden pludselig fratog Henrik hans ledsagerordning. En ordning, han havde haft i fem år.

Ikke nok med dét, kommunen tog også i samme moment alle Henriks opsparede timer, som han skulle bruge på en allerede betalt ferie, hvor han blandt andet kunne komme i varmtvandsbassiner for at pleje de muskler, der er på overarbejde, når man er spastiker.

Henrik lider nemlig af Cerebral Parese. Eller med andre ord; Henrik er spastisk lammet.

Handicap er uændret

Kommunen begrundede dengang fratagelsen med, at Henrik efter kommunens opfattelse nu pludselig godt kunne færdes i nærmiljøet.

Blandt andet fordi han kæmpede sig vej til ud til sit arbejde hos Bilka Esbjerg fra midtbyen, når han ikke kunne komme med bussen af den ene eller anden grund. Men det gør Henrik, fordi han ønsker at kunne selv. Men at gå på et vådt svømmehalsgulv med en hjerneskade og en nedsat finmotorik, det kan han altså ikke. Selv om han hjertens gerne ville.

“Derfor forstod jeg heller ikke, at de bare fra den ene dag til den anden kunne fratage mig min ledsagerordning. Mit handicap var jo fuldstændig uændret, og det er kommunen så åbenbart også blevet i stand til at se nu,” siger Henrik Hamann og viser denne artikels signatur den “nye” afgørelse fra Esbjerg Kommune, som - efter at Henrik havde taget kontakt til spastikerforeningen for at få hjælp - af Ankestyrelsen var blevet pålagt af at genbehandle sagen og træffe en ny afgørelse.

I den nye afgørelse skriver Esbjerg Kommune, at man nu har foretaget opfølgning i sagen, og bevilger ledsagelse med 15 timer pr. måned til Henrik. Man skriver også:

“Esbjerg kommune vurderer, at du er omfattet af persongruppen der kan bevilges ledsageordning, fordi du har en hjerneskade opstået ved fødslen. Det har betydet for dig, at du har en parese, der påvirker din tale, din balance evne og motorik. Du har en varig nedsat funktionsevne, der gør, at du ikke kan færdes uden ledsagelse.”

“Det er helt grotesk”

Esbjerg Kommune er med andre ord fuldstændig vendt på en tallerken, og Henriks handicap, som kommunen for godt et år siden ikke mente var værre end, at Henrik godt selv kunne færdes i nærmiljøet, er altså nu igen blevet til “en varig nedsat funktionsevne, der gør, at han ikke kan færdes uden ledsagelse.”

Til det siger Henrik Hamann Nielsen:

“Jeg synes virkelig, at det er grotesk. Det er helt grotesk, at der skal en Ankestyrelse og advokater på banen, før de vil se det, som jeg hele tiden har sagt,” lyder det fra Henrik, der slår fast:

“Mange andre står sikkert i samme situation som mig, men har måske ikke kræfterne til at råbe op, som jeg har gjort. De ville bare være blev kørt over af kommunen, som jeg i første omgang også blev. Det er altså ikke rimeligt, og jeg håber virkelig, at kommunen lærer noget af denne her sag,” siger Henrik Hamann, der betegner kampen mod kommunen, som både sværere og hårdere, end da han kæmpede sig til et 12-tal i sin fagprøve på lige fod med alle andre.

“Under hele det her forløb har jeg virkelig følt mig under et ekstremt pres. Det har bare været rigtig hårdt.”