Fortsæt til indhold

Vinterjazz på studenterhuset – for alle!

Arkiv
Arkiv

Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, som har eksisteret siden 2001 og foregår hvert år i februar. Fra lørdag 6. februar til lørdag 20. februar kan du på Huset Esbjerg opleve fem Vinterjazz arrangementer, samt et på Fanø i samarbejde med Realen i Nordby.

Lørdag 6. februar lægges der ud med Jakob Bro Trio. Efter at have udgivet sit meget roste ECM-album 'Gefion', tager han nu på turné med hans fantastiske trio, der byder på Joey Baron på trommer og Thomas Morgan på bas.

Torsdag 11. februar står den så på Ibrahim Electric, der i løbet af de seneste år har markeret sig som et af de mest originale og populære nye orkestre på den europæiske musikscene. Samme dag præsenterer Huset Esbjerg ligeledes – i samarbejde med Realen på Fanø en koncert med Offpiste Gurus. I Offpiste Gurus' musikalske landskab mødes singer-songwriterens kærlighed til den personligt vinklede historie med en blåtonet skandinavisk inde/jazz. Offpiste Gurus er Trinelise Værings og Fredrik Lundins ”fællesbarn”.

Fredag 12. februar er det så Mads Vinding og Margrete Grarup der gæster Huset Esbjerg. Samarbejdet mellem dem er startet ud fra deres fælles forkærlighed for de smukke melodier og et ønske om at eksperimentere med den lyd og de muligheder der åbnes, når kontrabas og vokal står alene sammen. Det er på en gang skrøbeligt og kraftfulgt, spontant og uforudsigeligt. Glæd jer til en intim koncert med forkærlighed for det uforudsigelige, det store i det små og uundgåelige strejf af jazz, blues, viser, gospel og andre lækkerier.

Årets VinterJazz program sluttes af på Huset Esbjerg lørdag 20. februar, hvor den snart albumaktuelle Maria Emig Trio kommer forbi. De har de seneste par år musiceret i det ganske land med traditionel, swingende og melodiøs vokaljazz på repertoiret. Den unge trio er med sit subtile og legende sammenspil og solide musikalske håndværk et overordentligt godt bud på et moderne kammerjazz-ensemble med rødder i den amerikanske sangskat.