Fortsæt til indhold

Nu vil hun hjælpe

Inge Toft er én af de kvinder, som har oplevet at mandlige asylansøgere ikke tager et nej for et nej i nattelivet

Arkiv
Peter Rasmussen

Mange steder fra i Danmark, meldes der om problemer med flygtninge og asylansøgere i nattelivet. Thisted og Sønderborg var først ude med meldinger om alvorlige problemer, som har gjort at man ikke ønsker at lukke mandlige asylansøgere ind på byernes diskoteker.
"Vi kan se, at de mandlige gæster, som kommer fra det lokale asylcenter, har meget svært ved at respektere vore kvindelige gæster. Vi oplever at de bliver ved at tage på de kvindelige gæster også når de har sagt stop. Og det er svært for os at gøre dem klart, at det ikke er acceptabelt," lød forklaringen fra én af diskoteksejerne i Sønderborg til TV Syd, som satte fokus på problemerne.

Kender man godt i Haderslev

Problemet er velkendt i Haderslev. Og Rafi Ibrahim, som driver diskotek i Haderslev, oplever det også. Med sin syriske baggrund forstår han også baggrunden for problemet:
"Mange af de flygtninge og asylansøgere, som kommer hertil, kender ikke spillereglerne. Når de ser de glade, smilende piger kan de ikke styre sig. De kan ganske enkelt ikke håndtere det," forklarer han til TV Syd og fortsætter:
"I Syrien - og andre lande i den region - er det ikke normalt at en kvinde smiler til dig. De piger som bliver krænket behøver bestemt ikke at være hverken letpåklædt eller fuld. Nogle gange er det nok bare at være pige," siger han til TV-Syd.

Mange flygtninge og asylansøgere misforstår de signaler som festglade piger og kvinder sender, lyder forklaringen.

"Da blev jeg bange"

Inge Toft har oplevet problemet på egen krop. Hun er en ung og danseglad pige, der ofte færdes i Haderslevs natteliv, og med sit lange lyse hår, store smil og gode humør oplever hun ofte interessen fra de arabiske mænd. Men én aften tog det overhånd.
"Der var især én som gik meget tæt på, og til sidst valgte jeg at tage hjem. Men da jeg gjorde klar til at gå, kunne jeg se at han gjorde det samme. Så jeg ventede til han var væk og gik så hjem 10 minutter efter. Jeg var dog ikke nået ret langt hen ad gaden før jeg opdagede to mænd bag mig, og jeg måtte nærmest flygte hjem og søge ly i min låste opgang. Da var jeg rigtig bange," fortæller hun.
For Inge Toft var det en en lidt underlig oplevelse. Hun fortæller til Lokalavisen:
"Indtil for et års tid siden var jeg frivillig på asylcenteret i Sommersted. Her har jeg mødt en masse fantastisk dejlige mennesker, så jeg står ligesom med et ben i hver lejr."
Derfor reagerer den unge kvinde da nok også lidt anderledes end de fleste ville. I stedet for at fordømme de anmassende fremmede har hun sat sig for at informere. Hun vil nu lave en facebookside med informationer til de unge mænd, som kommer hertil som flygtninge og asylansøgere. En side, som forklarer hvordan ting er i Danmark. At kvinder i nattelivet skal respekteres. Og hun har ikke skullet kigge langt efter hjælp. Rafi Ibrahim har nemlig omgående bakket op om det gode initiativ.

Undervisning på vej

Røde Kors har også fået øjnene op for problemet, og har meldt ud at man nu vil undervise i 'sexuel moral' på landets modtage- og asylcentre.