Varde-elever praktiserer hjernegymnastik
Varde Kommune er flot repræsenteret, når 32.228 elever på 252 skoler over hele Danmark skifter bøgerne ud med skakbrætter på Skolernes Skakdag på fredag den 12. februar. Dagen er hjernegymnastikkens svar på Skolernes Motionsdag, når elever på seks skoler i Varde Kommune øver sig i at holde fokus, koncentration og tænke fremad under mottoet: ”Det skal være sjovt at blive klogere!”.
Dansk forskning viser, at skoleskak styrker elevernes matematikkundskaber, trivsel og inklusion på nye måder blandt andet i den længere og mere varierede skoledag.
Mette Alsaker, viceskoleleder på Blaabjergskolen - afd. Nørre Nebel, forklarer:
"Det er blevet en tradition og deltage og eleverne er meget glade for det. De udfordrer hinanden på skakbrættet, og det er specielt de yngre elever, der har stort udbytte af skoleskakkens gavnlige adfærdsregler. Alle kan være med – uanset forhåndskendskab - til spillet."
Skolernes Skakdag foregår på de lokale skoler og organiseres af skolens lærere, pædagoger og ældste elever, hvoraf mange i januar har været en tur på skolebænken, så de ikke sættes skakmat af eleverne.
Siden Skolernes Skakdag i 2014 blev landsdækkende er deltagerantallet steget støt, og 2016 er endnu et rekordår med flere skoler og elever end nogensinde før. Det glæder generalsekretær i Dansk Skoleskak, Mads Jacobsen:
"På få år er skoleskak blevet et læringstilbud på 20 procent af landets skoler, hvoraf mange også deltager i Skolernes Skakdag. Udover at eleverne træner sig i at holde fokus og koncentration og tænke, vil dagen sikkert være en øjenåbner for mange, for skak i skolen giver virkelig ro på stolen."
I Varde Kommune deltager følgende skoler: Alslev Skole, Blåbjergskolen - afdeling Nørre Nebel, Brorsonskolen, Janderup SKole, Thorstrup Skole og Årre SKole.