Torben er ny franchisetager
Fra den 24. februar er Torben Nielsen fra Nordenskov ny franchisetager af Rema 1000 i Varde
Det bliver en lokal mand, der kommer til at stå i spidsen for Rema 1000 i Varde fra den 24. februar.
Den nye mand er Torben Nielsen fra Nordenskov. Han har de sidste to år haft stor succes med Rema 1000 i Billund.
”Jeg ville gerne have været med til at videreføre Rema 1000 i Billund, for Billund går en spændende fremtid i møde, men da muligheden for at få en butik i min egen kommune bød sig, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at slå til,” siger han.
Den 39-årige Torben Nielsen bor sammen med sin kæreste og deres to børn i Nordenskov, men er født og opvokset i Varde.
Jeg synes, at Jakob og Jesper har ydet et stort stykke arbejde i Rema 1000 i Varde, og de har bygget Rema 1000 op til en super flot butik med den perfekte beliggenhed,” fortæller Torben Nielsen.
Torben Nielsen havde Rema 1000 i Ølgod, inden han kom til butikken i Billund for snart to år siden.
”Jeg starter i Varde den 24. februar, men har stadig ansvaret for Rema 1000 i Billund indtil der er fundet en afløser. Det bliver dog mest min 1. mand Nikolaj der styrer den, så mit fokus vil være 100% på Varde,” slutter Torben Nielsen.
Torben Nielsen overtager personalet i Varde med omkring 25 ansatte.