En god nats søvn er ikke dybt godnat
Mange unge sover for lidt. Det viser flere undersøgelser, og den manglende søvn kan få alvorlige konsekvenser. Derfor har nogle ungdomsuddannelser i Sønderborg kommune valgt at sætte fokus på søvn.
Søren Hebsgaard besøgte i efteråret VUC Sønderborg, Sønderborg Produktionshøjskole og AlssundGymnasiet, og nu er turen så kommet til Gråsten Landbrugsskole, som han besøger den 8. februar. Søren Hebsgaard er kendt fra bl.a. tv-udsendelsen 'Vågen i en uge'.
Tre raske drenge
Blandt de landbrugs-elever, som nu kan se frem til at blive opdateret på søvnfronten, er Nicolaj Mikkelsen (16) fra Hellevad ved Rødekro samt Malthe Winther (16) og Mathias Haugaard (17) begge fra Vilstrup ved Haderslev.
Malthe fortæller, at han normalt går i seng ved 22.30 - 23 tiden og står op igen omkring kl. 6.45. I weekenderne rykkes tidspunkterne lige et par timer, indrømmer han.
"Som noget af det sidste tjekker jeg lige Facebook og stiller uret på mobilen, inden det er afgang til drømmeland," fortæller han.
Mathias har omtrent samme sengetider som Malthe.
"Jeg prøver at få søvn nok, fordi jeg ved, at det ellers bliver hårdt den næste dag. Men det kan da ske, at man lige er i gang med at spille FIFA, og så kan det godt trække lidt ud," smiler Mathias.
Godnat til kæresten
Også han har mobilen tændt til det sidste, som normalt ender med en godnathilsen til kæresten, inden hovedet rammer puden.
Nicolaj vurderer, at han kommer en time senere i seng nu, end da han boede hjemme, sådan cirka fra kl. 22 til nu typisk kl. 23.
"Da jeg boede hjemme, var midnat sent, nu er kl. 3 sent, så det har skubbet sig lidt," smiler han.
"Det bliver heller ikke i weekenden, at jeg får sovet lidt ekstra, for der arbejder jeg og skal tidligt op," fortæller han.
De mener alle tre, at det ligger til erhvervet, at arbejdsdagen i perioder er lang, mens der f.eks. om vinteren er mindre travlt og bedre tid til bl.a. at sove.
Ro på gangene
Kostskoleleder Peter Koldby Juhl fra Gråsten Landbrugsskole går ikke rundt og tjekker, hvornår skolens elever går i seng.
"Med omkring 250 elever er der selvfølgelig nogle, som har mere svært ved at slippe computerspillet end andre. Der er også nogle, som vælger at springe morgenmaden over, så de kan ligge lidt længere. Men vi har den regel, at der skal være ro på gangene kl. 22.30, for der bor 10-12 elever på hver gang, så man bor tæt, og så dur det ikke med for eksempel høj musik ved sengetid." fortæller han.
Han ser frem til foredraget med Søren Hebsgaard, så de unge mennesker kan blive bevidste om, hvad søvn betyder, ikke mindst for deres skolegang og indlæring.
Foredragene med Søren Hebsgaard er et led i indsatsen og i samarbejde med Sønderborg Kommunes netværkssamarbejde i UngeLiv.