Esbjergs skoler er målt på kvaliteten
Det faglige niveau går op, men der er fortsat masser at arbejde på
Retningen er god nok, men der er stadig langt til målstregen.
Nogenlunde sådan kan man med sportsterminologiens ord beskrive konklusionen på den kvalitetsrapport, som Esbjerg Kommune netop har fået lavet af de kommunale skoler.
Den viser en generel faglig fremgang blandt eleverne, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at stadig flere forlader de kommunale skoler med mindst karakteren to i både dansk og matematik. Men rapporten viser også, at der fortsat er store forskelligheder skolerne imellem ligesom den også viser, at ingen skoler i Esbjerg Kommune endnu opfylder kravet om, at mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale tests. Netop dette er et af målene med den nye folkeskolereform, og det skal nås senest i 2020.
“Jeg er faktisk glad, stolt og tilfreds med en lang række ting i rapporten. Med både ny skolereform og ny skolestruktur har vi i Esbjerg Kommune gang i en stor forandring af folkeskolen. Det har krævet, og kræver fortsat, en stor indsats af både skoleledere, medarbejdere og bestyrelser,” siger Henrik Schou, skolechef i Esbjerg Kommune.
Han hæfter sig især ved, at elevernes trivsel, på trods af de store forandringer, er på niveau med landsgennemsnittet, og at den såkaldte målstyret læring, der er et politisk besluttet tiltag i Esbjerg Kommune, er rigtig godt på vej. Målet med den læringsmålstyret undervisning er at gøre eleverne fagligt dygtigere.
“Det ser vi allerede nu positive tegn på,” lyder det fra skolechefen, der i kvalitetsrapporten blandt andet kan læse, at eleverne i 2., 6. og 8. klasse præsterer bedre i dansk læsning end i skoleåret 2013/2014 ligesom andelen af afgangselever med mindst to i karakter i dansk og matematik er steget fra 89,8 procent til 92,5 procent.
Det faglige niveau karakteriseres i rapporten som værende tilfredsstillende, men med plads til forbedring, og det er skolechefen enig i.
“Vi har bestemt en række ting at arbejde videre med. Vi har som sagt udviklet vores faglige resultater meget, men vi skal blive endnu bedre. Vi har også en fin generel trivsel, men enkelte elever trives stadig ikke godt nok, så det skal være bedre. Vi skal også kigge på vilkårerne for vores medarbejdere herunder sygefraværet, som kan blive bedre. Vi har både for elever og medarbejdere en række opgaver liggende forude,” siger Henrik Schou, der her i foråret skal være med til at lægge sidste hånd på en stor tilfredshedsundersøgelse, der senere på året lander i alle skoleforældres indbokse.
Det er politisk besluttet på både nationalt og lokalt plan, at tilliden til folkeskolerne skal styrkes. Første skridt i den retning er et spørgeskema til alle forældre i løbet af efteråret. Undersøgelsen skal efter planen gentages i 2018, hvor det er målet, at tilliden er vokset.