Ekstraordinær indsats for drenge
Lørdag ankom en gruppe folkeskoleelever til Skovlund Efterskole
Skovlund Efterskole står ikke tom i uge 5 og 6, selvom skolens elever er på studierejse i Sydafrika.
Derfor bruges tiden i stedet for på UngeCampen, der er landets første eksempel på en kommune, der ved hjælp af en særskilt læringslejr gør en ekstraordinær indsats for de unge, der halter betydeligt efter i skolen.
Her deltager de over to uger i UngeCampen, hvor de vil opleve nye vinkler på det at lære.
"Det bliver en fantastisk læringsrejse at skulle på sammen med drengene. De har masser af potentiale og gåpåmod og har taget et modigt valg om at gøre en forskel for sig selv. Teamet og jeg glæder os helt vildt, og vi er klar med masser af fede oplevelser og til at sætte fokus på læring ved hjælp af drengenes egne styrker," siger lederen af UngeCampen, Anne Mette Hede Jensen, og fortsætter.
“Vi vil lære dem, hvordan succes ser ud, og hvordan vilje og positiv energi gør en forskel for dem, når de skal lære og her er forældre vigtige medspillere,” fortæller Anne Mette Hede Jensen.
Vigtige medspillere
Forældrene vil altid være en vigtig medspiller i god læring, og derfor deltager de i læringstræning både ved afslutningen af campen, hvor de får indblik i de elementer fra campen, som de kan bruge for at støtte op om deres drengs og fastholde drengenes lyst til at lære hjemme og henover skoleforløbet.
For de 25 drenge der i sommer brugte en uge af deres sommerferie på at blive dygtigere til læsning og matematik, var der masser af fremgang at spore.
“Faktisk viste resultaterne, at drenge helt ned til femte klasse på en uge rykkede sig så meget, at det svarer til to skoleår i læsning og matematik,” fortæller campleder Anne Mette Hede Jensen.
Tidligere har Varde Kommune med stor succes afholdt en DrengeCamp for lidt yngre elever, hvor lignende metoder blev taget i brug.
Her fremgik det tydeligt af resultaterne, at et fokus på at arbejde med drengenes styrker og skabe en energifyldt ramme omkring læring virker. Drengene flyttede sig således flere skoleår på blot to uger.