Fortsæt til indhold

Status fra en næsten glemt sidegade

Rådhuspassagen ligger mere og mere øde hen, efter at flere butikker og en café har forladt den lille sidegade overfor rådhuset. Men hos de tilbageværende er der stadig liv, lyst og nye ideer til, hvordan passagen atter kan blomstre

Arkiv
Julie Myhre

Januar 2016 går jeg ind i Rådhuspassagen fra gågaden for at gøre status. Her er der ingen fare for at støde sammen med forbipasserende, for i løbet af 15 minutter bevæger i alt fire personer sig gennem passagen. Søren Olesen færdes her oftere end de fleste. Han bor herinde i en lejlighed på tredje sal, og fra sit vindue kan han se ned på striben af tomme butikslokaler.
“Jeg har boet i passagen i to år, og i den tid er der forsvundet fem butikker. Dengang Café Farbar stadig var åben, var der godt gang i den på de gode sommerdage, både fredage og lørdage,” husker Søren Olesen.

Palle alene

Foran den tidligere Café Farbar står caféborde og -stole grupperet som på enhver anden café og efterlader en forestilling om, at gæsterne netop har rejst sig. Samme fornemmelse får man ved at kigge ind gennem café-lokalernes vinduer. På flere borde står der stadig salt- og peberbøsser. På bardisken ligger en større stabel af bestik, der er ordnet i sæt og rullet i hvide servietter. Parat til borddækning i en fart. Men her er ikke en sjæl. Knapt et halvt år er gået, siden Café Farbar måtte lukke butikken på grund af konkurs. Få måneder inden var der sidste åbningsdag hos modetøjsforretningen Piro og brugskunstforretningen Detaljen. I oktober 2015 lukkede så skobutikken Ringer Shoes, og senest forlod Royal Salonen sine lokaler i Rådhuspassagen for at rykke tilbage til sin gamle adresse i Torvegade.

Om sommeren plejede der at være gang i gården, men lukninger af butikker og Café Farbar betyder, at livet stort set er forsvundet fra Rådhuspassagen.

Plader og specialiteter

Et besøg i Kaffebaren på hjørnet af Rådhuspassagen og Torvegade giver adgangsbillet til en tidsrejse i Rådhuspassagen. Rejseleder er Kaffebarens indehaver Henning Klausen, der er født og opvokset i Vejle.
”Da jeg var ung i 1980'erne, kom jeg meget i Rådhuspassagen. Dengang lå der en radio- og tv-forhandler, og over for den lå musikbutikken Gettermann. Her gik mange af os unge ind for at høre det sidste nye musik. Der var liv i passagen dengang. Folk gik simpelthen den vej igennem, når de for eksempel kom fra banegården,” fortæller Henning Klausen.
I selvsamme lokale, hvor Henning Klausen i dag brygger kaffe, lå der engang en købmandsforretning med specialvarer.
”Købmand Spangsberg var byens førende inden for chokolade, the og kaffe. Det var en speciel butik at komme ind i. Man stod bare og kiggede på alle de forskellige ting, de havde. Jeg kom der tit om fredagen med mine venner og købte en stor Hancock-øl,” siger Henning Klausen.
Han skruer tiden et par årtier frem og nævner tapasstedet La Tasca som et af de foretagender, der har klaret sig rigtig godt i Rådhuspassagen i nyere tid.
”Da La Tasca åbnede, blev det lynhurtigt ekstremt populært, for tapas var en ny form for trend i Vejle. De senere år har der så været forskellige caféer med skiftende ejere og skiftende succes,” siger Henning Klausen.
”Egentlig synes jeg altid, at der har været liv, og at det har været spændende at gå igennem passagen. Så det er jo lidt ærgerligt, at vi ikke kan få gang i det igen.”

Henning Klausen, Kaffebaren, kan tydeligt huske, da Rådhuspassagen summede af liv. Det liv kunne måske vækkes igen ved at gøre stedet til en mad-gade.

Visioner om madmekka

Når man kaster et blik mod Rådhuspassagen fra Kirkegade, er der flere invitationer til at begive sig ind i passagen. Yderst står de udendørs udstillingssøjler fra Sct. Nicolai Ure. Længere inde brænder et levende lys fra en lille gadelampe. Det er Rådhusfrisørens signal til kunderne om, at forretningen er åben.
”For snart fire år siden flyttede jeg ind her, og dengang var der fyldt op over det hele med butikker. Det er ikke helt så nemt at få folk herind, når flere lokaler står tomme, men for mig er det fint at have butik herinde, for jeg har mange faste kunder og er ikke så afhængig af strøgkunder. Jeg tror faktisk, nogle af mine kunder synes, det er dejligt at få ordnet hår herinde, hvor man ikke skal sidde med hovedet ud til strøget,” siger Rådhusfrisørens indehaver Britta Wichmann.
Alligevel har hun et stort ønske om en opblomstring for Rådhuspassagen. Nøglen til mere liv kan være en sammensætning af butikker, der giver en større gennemstrømning af mennesker, mener både Britta Wichmann og Kaffebarens ejer Henning Klausen. De drømmer om at få små spisesteder og gourmetforretninger ind i Rådhuspassagen.
“Vi skal have nogle erhvervsdrivende her, som gør, at der vil være et dagligt flow af mennesker. Jeg har bragt en idé videre til vores udlejer om at gøre det til en passage med forskellige tilbud af lækre delikatessebutikker, en slags 'food street',” siger Henning Klausen.
”Men vi kan jo have nok så mange forslag – der skal også være nogen, der vil gå i gang med det,” tilføjer Britta Wichmann.
Det er fortsat uklart, om der er nye initiativer på vej i Rådhuspassagens forladte lokaler. Avisen har forgæves forsøgt at få svar på det fra udlejeren af lokalerne.
Men som Rådhusfrisørens Britta Wichmann konstaterer, så skal det nogle gange bare være rigtig skidt, inden det bliver godt.

Tidligere var Rådhuspassagen en flittigt brugt sidegade til gågaden, men i dag ligger den øde hen. Og det vil de tilbageværende butikker gerne lave om på.