Fortsæt til indhold

Jeg vil spørge ind til det her

Udvalgsformand er glad for, at Henrik Hamann Nielsen får ledsagerordning tilbage. Han håber ikke, at der sidder mange andre som Henrik derude

Arkiv
Rune Weitling

Hej Henrik Vallø, udvalgsformand for Arbejdsmarkeds- og Socialudvalget, du kender jo sagen om Henrik Hamann Nielsen, da du indvilgede i et møde med ham, da sagen først kom frem. Nu har Henrik fået sin ledsagerordning bevilget igen, hvad siger du til det?

“Det er da fantastisk, synes jeg. Jeg mente jo hele tiden, at det var den vej, det skulle gå, men altså det er jo også nogle gange meget nemt at være politiker og bare mene noget.”

I begrundelsen skriver man, at: “Esbjerg Kommune vurderer, at du er omfattet af persongruppen der kan bevilges ledsageordning, fordi du har en hjerneskade opstået ved fødslen. Det har betydet for dig, at du har en parese, der påvirker din tale, din balance evne og motorik. Du har en varig nedsat funktionsevne, der gør, at du ikke kan færdes uden ledsagelse.”
Det var lige præcis dét, man i første omgang ikke mente, var tilfældet, men derimod at Henrik Hamann godt kunne færdes i nærmiljøet, blandt andet fordi han - på trods af sit handicap - kæmpede sig vej ud til Bilka, når han missede bussen. Hvordan kan det lade sig gøre?


“Ja, det ved jeg så ikke. Jeg kan kun sige, at man tydeligvis har genvurderet sagen og lyttet til Ankestyrelsen. Men man har formentlig nok genvurderet sagen med ekstra kritiske øjne. Det er rigtig rart, og derfor synes jeg jo også, at sagen var værd lige at beskæftige sig med.”

Men jeg spørger dig lige igen; Begrundelsen for, hvorfor Henrik Hamann får sin ledsagerordning genbevilget, er lige præcis den, som man i første omgang ikke mente, at han led af. Hvordan kan det lade sig gøre?


“Det kan jeg ikke vide, da jeg ikke har siddet med ved bordet under sagsbehandlingen. Men er det helt samme grundlag, som man vurderer ud fra, så kan jeg også godt undre mig over det. Men jeg undrer mig til den gode side, fordi det er endt således. Hvad sagsbehandlerne har tænkt og lagt til grund for afgørelsen, det kan jeg ikke vide. Men de må jo have fået øje på noget, der gør, at de ændrer holdning. Og så har man ladet tvivle komme Henrik til gode.”

Men helt ærligt, Henrik Vallø. Vi taler om et handicap, som Henrik Hamann er født med, og som han skal dø med. Der er absolut intet, der har ændret sig undervejs. Det eneste, der har ændret sig er, at Henrik har sagt, han ikke ville finde sig i det, og så er han gået til spastikerforeningen for hjælp, ligesom han har klaget til Ankestyrelsen, som så har bedt kommunen genbehandle sagen og træffe en ny afgørelse. Er det ikke lidt skræmmende?


“Du har helt ret i, at det kan virke sådan. At har man ressourcerne til at klage og gøre noget selv, så kan man få ændret en afgørelse. Det er ikke godt.”

Men det får mig til at tænke på, hvor mange andre, som måske ikke har kræfter og evner til at kæmpe imod, der bliver kørt over på denne måde. Får det her jer til at ændre sags- eller arbejdsgange?


“Jeg vil i hvert fald spørge ind til det her, for jeg vil vide, hvad der ligger til grund for afgørelsen. Det er glædeligt for Henrik, men det betyder også, at vi må se på, om der er noget, som vi kan gøre anderledes fremadrettet. Jeg håber ikke, at der sidder mange andre derude, der har fået en forkert afgørelse, men det er samtidig vigtigt for mig at sige, at jeg har fuld tillid til systemet. Og at jeg også er glad på Henriks vegne.”