Fortsæt til indhold

Nu skal de drikke sønderjysk isthe i Asien

Butler Taste tager på messe i Singapore. Håbet er et eksport-eventyr

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Alle i Aabenraa kender Butler Isthe.
Drikken, der opstod i køkkenet på Café Butler i 2006, hvor daværende indehaver Bjarne Buthler gerne ville lave noget helt særligt til caféens kunder.
Siden da tog eventyret fart, og det blev efterhånden svært at følge med efterspørgslen. Fra 2008 blev der etableret en decideret produktion, og et særskilt selskab, Butler Taste, blev dannet, og siden er fremgangen bare fortsat og fortsat.
Tina Jønson kom til for tre år siden som partner, og som tingene udvikler sig i øjeblikket, ligger verden åben for den sønderjyske isthe.

Næste stop Asien

Til april kan man nemlig finde Butler Taste på en messe i Singapore.
Sammen med sønderjyderne vil asiaterne kunne hilse på repræsentanter for Dansk Industri, og fødevareminister Eva Kjer Hansen bakker også op.
“Vi håber at finde nogle samarbejdspartnere, der kan hjælpe os med at komme ind på det asiatiske marked. Asiaterne har ikke stor erfaring med at bruge f.eks. Hyldeblomst og rabarber i deres drikke. Så det bliver så at sige isthe med eksotiske frugter - bare med modsat fortegn,” lyder det fra Bjarne Buthler.