Fortsæt til indhold

Ny Kolding-forfatter i børnehøjde

Kolding har fået en ny forfatter i form af Asta Hedeager, der er aktuel netop nu.

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Børnebog Den lille gris bor i en hule ude i skoven sammen med sin ven edderkoppen. Grisen er meget ked af, at den ikke er en lille pige, for dens største ønske er at komme til børnefødselsdag, så den kan mæske sig i slik, sodavand og kage. En dag lykkes det grisen og edderkoppen at snige sig ind til en børnefødselsdag, hvor de guffer lykkeligt løs af alle de gode sager på fødselsdagsbordet. Men de bliver opdaget, og der bliver en farlig ballade. Sådan lyder indholdet i koldingensiske Asta Hedeager første børnebog ”Grisen der gerne ville ha’ været en lille pige”, som lige er udkommet. Bogen afspejler forfatterens langvarige relation til børn, da hun har i 18 år arbejdet i og været ansvarlig for en SFO. Her har hun mødt mange børn og har formået at få alle børnene til at sidde stille og lytte til både genfortalt eventyr og egne historier. Børnebogen ”Grisen der gerne ville ha’ været en lille pige” kan bruges som en billedbog, men egner sig også særdeles godt til højtlæsning. Der bliver stillet spørgsmål til tegningerne så børnene kan være med og engagere sig i denne bog, som Asta Hedeager selv har skrevet, tegnet og farvelagt alle billederne til.