DF løber fra lokalt ansvar
Der er lige lovlig meget klynk i dansk politik for tiden, viser det modangreb på mig, som DF’s byrådsmedlem Karsten Lorentzen kommer med i Roskilde Avis. Lige nu sidder rigtigt mange mennesker i Roskildes mange lejligheder samt resten af landet og er bekymrede for, om de kan betale huslejen, når regeringen og dens støttepartier forventes at sænke boligydelsen. Det kan de altså blandt andet takke Dansk Folkeparti for. Vi politikere er valgt til at træffe beslutninger – og stå til ansvar for vores beslutninger. Men det er jo tydeligt at se her i Roskilde Avis, at vores lokale politiker fra Dansk Folkeparti, Karsten Lorentzen, hellere vil tale om noget andet. Alt er nemlig flygtningenes skyld – og socialdemokraternes. Glemt er Dansk Folkepartis støtte til voldsomme nedskæringer i alle danske kommuner. Glemt er nedskæringer på indsatsen mod underbetalt udenlandsk arbejdskraft. Glemt er gaverne til dem med store biler, store huse og nu også store kvægstalde. Som jeg har forstået tallene for Roskilde Kommune, koster flygtningene i omegnen af 15 mio. kr. i år, mens regeringens økonomisk skruetvinge koster kommunen mere end 30 mio. kr. Næste år bliver det værre. Der taler vi om 70 mio. og året efter over 100 mio. som den blå regering hellere vil bruge på noget andet end velfærd i Roskilde. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at regeringen og Dansk Folkeparti tørrer regningen for flygtninge af på kommuner som Roskilde. Det er et samfundsansvar, som staten i langt højere grad må tage på sig. Men det er da endnu værre, at de blå samtidig tryner kommunerne og vrister endnu flere penge fra vores helt nære velfærd som skoler, ældrepleje og omsorg. Og så skyder skylden på flygtninge og scialdemokrater. Ansvaret for både nedskæringerne på velfærden og skattelettelserne til de velbjærgede ligger hos en blå regering og deres blå støtteparti, Dansk Folkeparti. Men det ville klæde Karsten Lorentzen, hvis han stod ved sit ansvar i stedet for at klynke. Det er trods alt det ansvar, vi politikere er valgt til. Mette Gjerskov (S) folketingsmedlem og tidligere minister Gundsømagle.