Plads til alle i Sønderborg Fremad
I Danmark er der tradition for, at børn har en fritidsaktivitet som sport, spejder eller musik. Nu skal der være plads til flere
I Danmark er der tradition for, at børn går til sport, spejder eller musik. Det er en fasttømret del af vores kultur og opvækst. Men en undersøgelse fra Børnerådet viser, at 18 procent af de danske børn ikke går til nogen fritidsaktivitet. Det samme gælder 35 procent af børn i etniske minoriteter. 28 procent af børn med enlige forældre kommer heller aldrig i sportshallen.
Den lokale fodboldklub
Det gør Sønderborg Kommune, Red Barnet og DBU Jylland nu noget ved og lancerer projektet 'Plads til alle' i den lokale fodboldklub, Sønderborg Fremad.
'Plads til alle' bygger på viden og erfaringer fra Klubfidusen, et trivselsprojekt som Mary Fonden, Red Barnet, DBU og Trygfonden har udviklet og udbredt i fællesskab. 'Plads til alle' søsættes i første omgang i én foldboldklub i Sønderborg, men målet er at få flere klubber med.
Sammen med kommunens Fripas-ordning skal der bygges bro mellem de udsatte familier og fritidslivet og skabes tillid hos børnene og deres forældre, så børnene forbliver i fritidslivet.
Kommunen betaler
"For både børn og voksne er det vigtigt at være en del af fællesskaber. Det er gennem samværet med andre, at vi lærer og kan lære fra os og vokse som mennesker. Den mulighed skal alle børn have. Derfor er 'Plads til alle' et vigtigt projekt, som vi i Sønderborg Kommune bakker fuldt op om," siger Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen.
Det betyder bl.a., at Sønderborg Kommune betaler for barnets fritidsaktivitet og laver både opsøgende arbejde blandt udsatte børn og giver fritidsvejledning til familierne. Red Barnet skaffer frivillige, som følger børnene til og fra fritidsaktiviteterne, så børnene kommer godt i gang. DBU sikrer, at fodboldklubberne er rustet til at tage godt imod børnene, så de finder deres plads i fællesskabet og fastholdes i klubben.
I går torsdag blev 'Plads til alle' officielt lanceret med et møde på Alsion, hvor generalsekretær i Red Barnet Jonas Keiding Lindholm, formand for DBU Jylland Bent Clausen og borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen m.fl. deltog.