Fortsæt til indhold

Salonorkester og sildemad

Arkiv
Arkiv

Lørdag den 13. februar kl. 13 er der lagt op til en hyggelig eftermiddag på Sønderborghus med sildemad og Ulkebøl Salonorkester.
Ulkebøl Salonorkester under ledelse af Johan Korsfeldt vil underholde med sang og musik fra den gyldne tid, da borgerne gik på café og restaurant og lyttede til store orkestre, som spillede den klassiske underholdningsmusik.
Det bliver en koncert med wienermusik og musik af alle de kendte danske komponister, der blev spillet så flittigt i radio og på Wivex i København eller Kilden i Aalborg - og på 'Sommerlyst' i Sønderborg og senere 'Sommerfuglen' på Hotel Sønderborghus.
På programmet står der bl.a. Strauss, Jacob Gade, Lumbye, Fritz Kreisler, Normann Andersen og sange som 'Maggidudi', 'Alle går rundt og forelsker sig' og 'Yes Sir, thats my baby'.

Mulighed for en svingom

Er der stemning for en svingom, vil orkesteret spille op til engelsk vals, foxtrot, polka, quickstep, tango eller måske en folkedans - der skulle være noget for hver en smag.
Bemærk at der ikke er billetsalg ved indgangen. Billetsalget stopper nemlig den 12. februar kl. 12. Der er heller ingen bordreservation så kom i god tid, lyder opfordringen, Dørene åbnes kl. 12.