Fortsæt til indhold

Odenseansk iværksætter tager kampen op mod dealsites

Appi skal sørge for, at tilbuddene ikke ender i skraldespanden

Arkiv
Danni Paulsen

I 2014 havde danskerne ubrugte værdibeviser for 168 millioner kroner.
Men det skal være slut nu, bedyrer den 29-årige odenseaner Jonas Jensen, som står bag den nye mobilapp Appi, der tager kampen op mod de store og populære dealsites som Sweetdeal, Spotdeal og lignende, hvor man kan købe tilbud på alt mellem himmel og jord.
”Det kan ikke passe, at så mange penge ikke bliver omsat til gode oplevelser. Jeg har selv brændt nallerne og mistet pengene på udløbede deals, og det var derfor, jeg besluttede mig for at starte Appi,” siger den unge iværksætter til Lokalavisen Odense.
Siden november har Jonas Jensen og hans team, der holder til i Kongensgade, arbejdet på appen, der ligesom de store dealsites faciliterer tilbud.

Taget godt imod

Der er dog en afgørende forskel, forklarer stifteren.
“Den her platform køber butikkerne et års adgang til, og så styrer de selv deres kampagner. Der er ingen tidsbegrænsning på, for man køber ikke noget gennem Appi. Man skal selv ned i butikken og vise tilbuddet, mens det er aktivt, og så køber man det i butikken. Hos de andre køber man tilbuddet gennem dem, og bliver det ikke indløst, mister butikkerne faktisk omsætning,” forklarer han og uddyber:
“Det er en hurtig måde at få salg på, men når regningen kommer, finder de hurtigt ud af, at det er som at tisse i bukserne, for kunderne kommer sjældent igen. Med Appi kan de lave deres egen database med loyale kunder, som de kan målrette tilbud til.”
I godt to en halv måned har Appi opsøgt forretninger, og mange er hoppet med på det nye alternativ.
“De har taget enormt godt imod os. Jeg vil skyde på, at vi har over 70 forretninger i Odense med,” siger Jonas Jensen og afslører samtidig, at appen er på vej i Esbjerg, Trekantsområdet og København.
Appi har også den funktion, at man på gaden kan få målrettede tilbud på ting, som man har tilkendegivet at have interesse i.
Har du fortalt appen, at du er tosset efter gode restauranttilbud, så bipper der et tilbud ind på din mobil, hvis du befinder dig i en radius af 70 meter fra et godt restauranttilbud.
”Tilbudsjagt er Danmarks nationalsport, og jeg er overbevist om, at vi nok skal blive en succes,” lyder det selvsikkert fra Jonas Jensen.