Redder verden med nål og tråd
Nyt skrædderi sætter bæredygtighed på dagsordenen
Agnete Vestergaard-Kristensen Mandag 1. februar slog Sayed Ahmad Hotaki og hans team dørene op for det tredje skrædderi på Sjælland - Fix & Wear i Hersegade 1E. Virksomheden har eksisteret siden 2010 og har vokset sig stor på kort tid med kunder både blandt virksomheder og private. - Vi har længe oplevet, at der kom kunder fra hele Sjælland til vores butikker i København K og Herlev. Nu er vi tættere på dem, og det har længe været et ønske for os. Roskilde er en rigtig dejlig by, siger butiksindehaver Sayed Ahmad Hotaki, der har godt med sommerfugle i maven over nu at være til stede her i byen.
Bæredygtighed
Fix & Wear-skrædderne giver brugt tøj ekstra levetid. De mener nemlig ikke, at brug-og-smid-væk kulturen er bæredygtig. - Den bærer skylden for miljøproblemer og fattigdom verden over. Til fremstilling af et par helt almindelige cowboy-bukser bruges den samme mængde vand og energi, som en dansk familie forbruger på en hel uge, fortæller Sayed Ahmad Hotaki og fortsætter: - Vælger du at få dine bukser repareret i stedet for at købe et par nye, så sparer du ikke kun på dine egne penge men også på klodens dyrbare ressourcer. Virksomheden tæller allerede kunder som Magasin, Tiger of Sweden, Armani og Day, og mange private kører til hovedstaden for at få deres service. - I stedet for at kunderne skal bruge tid på at komme til os, eller at vi kører rundt og henter, så kommer vi nu til dem. Så kan vi fixe eller rense deres jakkesæt, lædertasker og skjorter fra dag til dag, siger han og fortsætter: - Vi er fra Afghanistan, hvor man er kendt for et rigtig godt skrædderhåndværk, så vi trækker på de erfaringer, når vi syr. Folk kommer herfra med god kvalitet mellem hænderne, siger den nye butiksindehaver i Roskilde. Forretningen i Hersegade kommer på sigt også til at have salg af skræddersyet tøj samt salg af stof og sytilbehør.