Fortsæt til indhold

Brug for lokale sportshelte

Arkiv
Af Redaktør Torben Kristensen

OVER 500 MENNESKER var fredag aften samlet til den årlige sportsfest i en fyldt Roskilde-hal – eller som det officielle navn nu lyder 'Roskilde Kongrescenter – Bauhaus Arena', med skyldig hensyn til den storsponsor, der støtter foretagende pænt med penge.
Kommunen står for det store arrangement sammen med Festivalen og Roskilde Idræts Union, der er paraply-organisation over de over 30.000 medlemmer af lokale sportsklubber. Her blev 172 sportsfolk, som har hjemført danske eller internationale titler i det forløbne år, hyldet, og det er en rigtig god skik.

DE MANGE HÅNDTRYK
til Roskildes dygtige idrætsfolk har nok gjort borgmester Joy Mogensen helt øm til sidst, men det tager hun sikkert gerne med som en del af jobbet, fordi det vidner om alt det gode arbejde, der udføres rundt om i kommunens forskellige idrætsforeninger.
Aftenens underholdende indslag med bl.a. Roskilde Fægteklub og bokseklubben AIK, som viste prøver på deres kunnen, var et nyt bevis på sportens enestående alsidighed og mange muligheder. Når den er bedst er der både glæde til de aktive deltager og god underholdning for tilskuerne med ægte spænding og stemning, som altid vil være bedre end foran en tv-skærm eller en computer.

PRISER OG STØTTE
til de forskellige idrætsgrene kan altid diskuteres. For et år siden var idrætsfesten præget af, at håndbolden og roklubben ikke havde fået del i kommunens elite-støtte på linje med fodbold og bordtennis. Til gengæld fik håndbolden så flere trøstpræmier ved sportsfesten.
Med en ny politisk aftale om kommunens budget for 2016 er der nu ændret på det, så alle de fire sportsgrene nu får del i den kommunale elite-støtte. Men uddelingen af årets priser vil dog altid afspejle de lokale idrætsgrenes status her og nu.

I SIT JUBILÆUMSÅR
med 125 år på bagen fik Roskilde Roklub hele tre udmærkelser. Dagbladets Roskilde redaktør Lars Ahn gav priser til den unge sculler-roer Bastian Secher samt de to i 'guldfireren' Kasper Winther Jørgensen og Jacob Barsøe. De to sidste fortjener i høj grad en anerkendelse for at kunne holde sig med fremme i verdenstoppen gennem efterhånden mange år, hvilket er langt mere krævende end et enkelt år på toppen.
Desuden fik fem lokale roere en fin veteranpris for at være med i 8'er med styrmand. For mig er det mest imponerende imidlertid, at Roskilde Roklub som 125-årig var i stand til at få et stigende antal medlemmer. Det er et sikkert bevis på godt forenings- og lederarbejde i klubben.

PRISEN FRA ROSKILDE AVIS
gik til den unge motocross-kører Mathias Tang Christensen fra Gadstrup og Hedelands Motorklub. Trods en alvorlig skade lige før DM kom han med en ukuelig vilje alligevel op på cyklen og vandt.
For mig markererer denne pris også en anerkendelse af, at domkirkebyen faktisk er hovedstad for motorsport i Danmark. Roskilde Rings åbning for 60 år siden og 50 års jubilæum i Fritidsklubben Viadukten på Præstemarksvej markerede to af de udklæknings-steder, der har skabt denne position – plus store kørere som Jan og Kevin Magnussen, Jason Watt, Dennis Lind eller Jens Winther.

BØRN OG UNGE
har brug for gode forbilleder - ikke mindst voksne, der gider at bruge tid på at være sammen med dem og sørge for, at de kan dyrke deres interesse. Her kan vi som lokalsamfund skabe forudsætningen for, at de oplever et godt fællesskab med andre – frem for at havne i dårligt selskab, stofmisbrug, kriminalitet eller andet skidt.
Derfor håber jeg også, at Roskilde kommune – sammen med sine mange gode idrætsforeninger – kan sørge for, at alle børnene får mulighed for at dyrke sport, selv om deres forældre måske ikke har mange penge eller er kommet til landet for nylig.

MESSIS OG RONALDOS NAVN
skal helst stå på sportstrøjen, men når det kommer til stykket, bliver de smås store drømme ikke til noget stort uden alle de lokale klubber og deres frivillige ledere.
De fine forbilleder her fra kommunen, som vi selv kender og respekterer, gør det til konkret virkelighed i hverdagen, så derfor har vi:
BRUG FOR VORE LOKALE SPORTSHELTE