En bid af byens DNA
Guldsmedjen Andersen og Enig fejrer 125-års jubilæum
Byen Roskilde og dens liv er sammensat af et utal af historier, der til sammen danner grundlaget for byen i dag.
En af historierne finder man i Karen Olsdatter Stræde 7 hos guldsmeden Andersen og Enig. Den historie begyndte for 125 år siden, hvor den unge guldsmed Christian Andersen kom til byen fra København. Han var egentlig på gennemrejse, men han mødte en ung kvinde, Anna Enig, og deres møde resulterede i, at de to skulle være forældre. De blev gift, og Christian Andersen fik rejst midler til at åbne egen guldsmedeværksted og forretning i Karen Olsdatter Stræde.
- Det var ikke nemt for ham, da han ikke kunne låne pengene i de lokale pengeinstitutter, siger Henrik Enig, der er den nuværende guldsmedemester.
- Men med familiens hjælp lykkedes det.
Forretningen begyndte hurtigt at gå godt, da Christian Andersen var god til at omgås andre mennesker og forstod sig på at servicere sine kunder.
Desværre døde Anna og Christians barn som spæd, og parret fik ikke andre børn. I 1923 var Christian Andersens helbred så dårligt at han hentede sin nevø Willy D. Enig til Roskilde for at hjælpe til. Tre år senere blev de kompagnoner, og firmaet fik navnet Andersen og Enig.
- Willy D. Enig er min farfar og anden generation i virksomheden, siger Henrik Enig.
- I 1935 blev min far Carl-Christian født. Han blev færdiguddannet som guldsmed i 1956 i København, hvor han havde stået i lære.
Elektronikmekaniker
Med sit nyerhvervede svendebrev kom Carl-Christian Enig ind i familievirksomheden. Samarbejdet mellem far og søn varede til 1963. I det år døde Willy D. Enig, og Carl-Christian overtog virksomheden som 3. generation.
Det lå ikke i kortene at Henrik Enig skulle gå i sine far og farfar spor.
- Jeg var overhovedet ikke interesseret i at blive guldsmed, siger Henrik Enig.
- I stedet for tog jeg en uddannelse som elektronikmekaniker og arbejdede med det indtil slutningen af 1990.
- Der spurgte min far mig, om jeg ville gå ind i firmaet, for ellers ville han lukke det, da svenden Egon Nielsen mente, at det var på tide at gå på pension som 75-årig.
Henrik Enig sagde ja til at gå ind i virksomheden, og 9. februar 1991, til firmaets 100 års jubilæum, begyndte han. Året efter blev han medejer.
- Jeg var jo ikke guldsmed, så jeg begyndte som lærling. Det var først i 1995, jeg fik mit svendebrev.
4. generation tager over
Frem til 2006 arbejdede Henrik Enig sammen med sin far Carl-Christian Enig og mor Kylle Enig. I det år valgte Carl-Christian Enig at gå på pension, og Henrik Enig overtog virksomheden sammen med sin kone Pia Enig.
Pia Enig er uddannet inden for kontorfaget, og hun arbejdede tidligere i organisationen Guldsmederingen. Det var til et socialt arrangement i Guldsmederingen, de to mødte hinanden.
- Vi har tre børn, en dreng og to piger. Den ældste er vores søn på 28, den mellemste er 25 og den yngste er 22, siger Pia Enig.
- Ingen af dem er inden for guldsmedebranchen, da de har valgt andre fag.
Så virksomhedens femte generation er endnu ikke fundet.
- Jeg bliver 50 i år, så der er endnu tid til at planlægge et generationsskifte, siger Henrik Enig.
Guldsmeden har ligget i samme lokaler i Karen Olsdatter Stræde siden etableringen i 1891.
- Vi passer på de gamle lokaler, siger Henrik Enig.
- Man skal kunne se, at her er en virksomhed, der har eksisteret længe. Kunderne kender stedet, og flere af dem er kommet her i flere generationer.
Guldsmedebranchen er præget af traditioner, men også af den tekniske udvikling.
- Der sker mange ting i branchen, der kommer nye arbejdsmetoder, -redskaber og maskiner. Vi er også aktive på de sociale medier som Facebook og Instagram. Der sker hele tiden en udvikling, men vi passer også på det gamle.
Sidstnævnte kan man få lejlighed til at se, når der er jubilæumsreception og udstilling 9. februar og dagene efter.
- I vinduet viser vi nogle af de gamle ting, og man kan se flere til jubilæet, hvor der også er lejlighed til at se værkstedet, siger Henrik Enig.
jp@roskildeavis.dk