Mia lever frisør-drømmen helt ud
Ung Mia Christensen fra Lene International Hair Design er sluppet igennem et eftertragtet frisør-nåleøje
Selv er den 23-årige Mia Christensen af den beskedne type, men smilet på hendes chefs læber afslører, at noget særligt har ramt den unge frisør, der til dagligt huserer hos Lene International Hair Design i Sædding Centret. Her er indehaver Lene Jørgensen med rette stolt af sin unge frisør, der netop er vendt hjem efter 14 dage i Brasilien.
I det sydamerikanske land har Mia Christensen været en del af et stort frisørhold med deltagere fra det meste af verden. I et par uger har de stylet, klippet, farvet og i det hele taget bare gjort model på model klar til et gigantisk fotoshoot.
Bag det hele står danske Hair Construction, der lever af at undervise frisører i både ind- og udland. Billederne fra Brasilien skal blive til en ny bog med inspiration og vejledning til frisører, der ønsker det sidste nye til deres kunder. Sidste år sendte firmaet en tilsvarende bog fra gaden skudt på Færøerne, men i år var location altså henlagt til Brasilien - og Mia Christensen var med til trods for, at nåleøjet der skulle slippes igennem for at sikre sig en plads var mindre end lille. Det er i det hele taget kun forbeholdt de få at komme ind i varmen hos Hair Construction, hvor man ikke selv søger arbejde, men headhuntes.
I Mia Christensens tilfælde så Hair Constructions Palle Frese sig varm på hende allerede, mens hun stod i lære i salonen i Sædding, der er flittige brugere af kurser fra netop Hair Construction.
Mia Christensen tøvede da heller ikke, da muligheden for at komme indenfor i varmen bød sig.
“Det er så fedt! Man får lov til at lave det hår, man gerne vil, være kreativ. Det er så inspirerende at være sammen med andre, der brænder ligeså meget for faget,” siger Mia Christensen, og det er til trods for, at arbejde for Hair Construction er i kategorien “frivilligt arbejde”. Her gøres timerne op i “interesse”, ikke kroner.
Endnu er Mia Christensen under uddannelse til at blive instruktør, så hun selv kan undervise frisører. I en tid endnu handler det om at suge til sig, når mulighederne bryder sig, og hun har da også allerede flere shows i kalenderen, hvor hun skal være med til at gøre modeller klar.
Samtidig skal kunderne i Lene International Hair Design selvfølgelig også passes.