Broges Kafé & Deli lukker
Koordinator i Haderslev Butikker om lukningen: "Det er en trist nyhed - vi mangler spisesteder i byen"
De havde planer om at forkæle Haderslev-borgerne med hygge, kærlighed og økologi, da de åbnede døren til Broges Kafé & Deli Nørregade i december sidste år.
I dag fortæller indehaverne, Pernille Larsen og Brian Mortensen imidlertid, at de lukker caféen med dags dato.
"Det er med stor sorg i vores hjerter, at vi efter lange forhandlinger i vores ejerkreds med vores samarbejdspartner er nået frem til, at Broges Kafé & Deli Haderslev lukker per dags dato," oplyser indehaverne i en pressemeddelelse.
"Vi har været utrolig glade for denne tid her hos Jer og I skal vide, at vi har nydt at have besøg af alle Jer, der har krydset vores vej."
"Det er en trist nyhed," siger koordinator for Haderslev Butikker, Christian Schulz, som er ked af at Haderslev igen mister et spisested.
"Det er brandærgerligt på flere punkter. En turisme-undersøgelse viste jo blandt andet, at det netop er spisesteder, som vi mangler her i byen. Og så er det store lokaler midt i byen, som igen kommer til at stå tomme - det er ikke godt."
Pernille Larsen og Brian Mortensen driver desuden tvillingecaféen Broges Kafé & Deli i Århus.