Forening med mange muligheder har oplevet eksplosiv vækst
AktivVirken henvender sig til alle, der har dagtimerne til rådighed
Gule Hal på Strandpromenaden i Køge er et sted med mange aktiviteter. Tag nu for eksempel denne fredag formiddag, hvor LørdagsAvisen er slået et smut forbi og er trukket ind i varmen og møder Anette, Edel, Heidi og Eva fra foreningen AktivVirken.
De sidder alle fire fordybet over lærreder og pensler, men det forhindrer dem ikke i at deltage i snakken rundt om bordet. Nina, der er formand for foreningen, er også til stede, for der er lige nogle praktiske ting, der skal drøftes igennem inden AktivVirkens deltagelse i Køges store Kyndelmisse-arrangement, hvor foreningen skal udstille forskelligt håndarbejde, malerier, sælge varme drikke og naturligvis også fortælle om foreningen, i Gule Hal.
Nina fortæller, at foreningen startede med 5 medlemmer, da den blev etableret for 3 år siden, og at medlemstallet nærmest er vokset eksplosivt på de få år.
"Vi har nu mere end 100 medlemmer", og hun begrunder succesen:
"Vi har ramt et udækket behov med vores forening. Vi henvender os til mennesker, der af den ene eller anden årsag har deres dagtimer til rådighed; for eksempel mennesker på efterløn, pension/førtidspension eller sygedagpenge. Mange, der står i disse situationer, har, lige som alle andre mennesker, behov for at bruge deres potentialer og udvikle sig og danne netværk. Vores medlemmer bidrager til foreningens aktiviteter ved for eksempel at stå for undervisning eller foredrag og det er frit for enhver at komme med deres bud på nye tiltag."
Og det er så også grunden til, at de fire ivrige malere sidder her i dag. En af dem meldte sig for to år siden til at stå for noget kreativ undervisning og hvis det en dag skulle vise sig, at der ikke er interesse for at samles om lærrederne, så stopper aktiviteten.
Men det lader ikke til, at det kommer til at ske foreløbig, for det er nogle male-glade kvinder, der sidder her: Eva har malet fra barnsben af. Hun har før haft svært ved at holde male-gejsten oppe derhjemme, men disse timer med kombineret maleri og socialt samvær, giver hende blod på tanden til at fortsætte når hun kommer hjem.
Edel har malet akvarel gennem 15 år og har først taget acryl-maleriet til sig for et par år siden. Anette har malet i 3 år, men har ellers tegnet førhen. Heidi har gennem de seneste 6 år svunget penslen og deltaget på male-kurser.
Alle understreger dog, at erfaring ikke er nødvendig for at være med, for man hjælper hinanden med tips og gode ideer og støtter op om hinanden og det er også lige præcis dét, der er det specielle ved AktivVirken – det er fællesskabet og lysten, der driver værket.
Emil, som gerne vil være frivillig i foreningen er dukket op og det glæder Nina.
"Vi vil gerne have flere mænd med i vores forening, for der er også mange aktivitetsmuligheder for dem. Vi har for eksempel fået et mandligt medlem, som er jæger. Han ligger inde med nogle skind fra sine jagter og han kunne rigtig godt tænke sig at sy en vest af dem, dét er lige sådan en aktivitet, som godt kan lade sig gøre her hos os! Lige for tiden har vi blandt andet undervisning i EDB, guitar/ukulele, yoga, engelsk og sjov motion."
Nina røber, at foreningens helt store drøm er, at få deres eget aktivitetshus, for de har så mange ideer, som de godt vil sætte i værk og der genereres hele tiden nye.
"Men ind til dét forhåbentlig sker en dag, så har vi heldigvis Gule Hal til rådighed nogle timer mandag, onsdag og fredag og hvis man er blevet nysgerrig og gerne vil vide mere, så er man velkommen til at kigge forbi på én af de dage eller måske til vores Kyndelmisse-arrangement d. 5. februar," siger Nina.