Fortsæt til indhold

Ny familie og velfærdschef

Den nye familie- og velfærdschef skal genskabe tilliden til Børn- og Ungeforvaltningen

Arkiv
Arkiv

58-årige Morten Madsen er ansat som ny chef for Familie- og Velfærd i Børn- og Ungeforvaltningen, skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.Han kommer fra en stilling som vicedirektør i Assens Kommune, hvor han var chef for Familie, Unge og Uddannelse.
Morten Madsen er uddannet socialrådgiver og har arbejdet med udsatte børn og unge hele sit liv, og derfor står området ham også nær.
“Økonomien er stram, men jeg tror på, vi til gavn for børnene, de unge og deres forældre kan få genetableret medarbejdernes tillid, stolthed og glæde over at arbejde i nogle komplekse og krævende funktionsområder”, siger Morten Madsen.
“Jeg vil være meget tilgængelig og mener, at tillid bliver skabt via samarbejde og gennemsigtighed”, fortsætter han.
Som chef for Familie og Velfærd bliver Morten Madsen ansvarlig for et budget på mere end en halv milliard kroner og mere end fem hundrede medarbejdere.