Fortsæt til indhold

Win-win situation for alle

Kolding-firmaet OnlinePartners åbner en ny afdeling i Odense

Arkiv
Danni Paulsen

Danmarks største bureau med speciale i søgemaskineoptimering - også kaldet SEO - har åbnet en helt ny afdeling i den fynske hovedstad.
Det sker for at komme nærmere virksomhedens mange fynske kunder, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
“Afdelingen kommer også til at have positiv betydning for en del af vores medarbejdere, da mange af dem bor i Odense. Dermed sparer vi dem for at pendle til Kolding hver dag. Vi mener, det er en win-win situation for alle parter,” forklarer Rune Hansen, CEO for OnlinePartners.

Stor succes i Aarhus

OnlinePartners lavede samme nummer i Aarhus sidste sommer, og det var så stor en succes, at de efter blot et par måneder måtte finde større lokaler.
Rune Hansen ser gode muligheder for at skabe lignende vækst i Odense, men han har dog ikke sat et specifikt tal på, hvad der er succeskriteriet.
“Sådan arbejder vi ikke. Vi er drevet af vores passion for det her område, og vi træffer mange beslutninger baseret på vores mavefornemmelse, og hvad vi føler, er det rigtige at gøre. Vi stræber efter at skabe vækst ved at hjælpe andre virksomheder med at vokse, og hvis vi kan have det sjovt samtidig, så opnår vi vores mål. Vores mantra er, at vi skal have det sjovt, mens vi vokser,” understreger han.