40 procent færre indbrud i Køge Kommune
Køge har det største fald i indbrud på Sjælland. Politiet giver borgerne æren
Antallet af indbrud er på vej ned, både nationalt og i Midt- og Vestjællands politikreds. Men i Køge er faldet endnu større.
Mens 581 privatboliger i 2014 blev udsat for indbrud, var tallet i 2015 kun 349. Det svarer til et fald på hele 40%. Faldet for hele kredsen er på 29%. Nationalt er det på 10%.
- Vi oplever, at borgerne tager mere ansvar for hinanden og for deres boligområde. Og naboerne er spydspidsen, for de kender deres boligområde og kan hurtigt se, når der sker noget, som afviger fra normalen, siger Michael Flemming Rasmussen, der er chef for politikredsens forebyggende arbejde.
Ny organisation
Bag tallene ligger flere andre faktorer; Dels et generelt fald i kriminalitet, dels en ny måde at organisere det forebyggende arbejde på.
- Vi har flere medarbejdere dedikeret til forebyggelsesarbejde på hver lokalpolitistation, og i Køge har vicepolitiinspektør John Jensen og Køge Kommune i samarbejde sat rigtig mange gode initiativer i gang, siger Michael Flemming Rasmussen i et forsøg på at forklare, hvorfor netop Køge har oplevet så stort et fald. Et af initiativerne var et nabohjælps-arrangement i Ravnsborghallen, hvor mere end 300 mennesker mødte op.
- Det er normalt svært at dokumentere forebyggelsesarbejde, men netop nabohjælp har vi evidens for: Det virker, siger Michael Flemming Rasmussen og lover, at politikredsen vil gøre endnu mere for at mobilisere og opdatere nabohjælps-initiativerne i Køge. Også selvom politiet har været presset af terrorindsats og grænsekontrol.
- Indbrud har været et prioriteret indsatsområde og bliver ved med at være det i 2016. For det er meget krænkende, når nogen bryder ind i ens private bolig, siger Michael Flemming Christensen.