Flygtninge under lup
Politkere og forvaltning nedsætter task force og følgegruppe på flygtningeområdet
Udgifterne til flygtninge i Køge går voldsomt i vejret.
I perioden 2016-2019 bliver udgifterne næsten femdoblet, idet de stiger fra 6,7 mio. kr. til 32,9 mio. kr. Det viser et foreløbigt notat, som forvaltningen har lavet.
Stigningen skyldes, at der kommer flere flygtninge til kommunen. Mens man i budgettet for 2016-2019 har sat penge af til 262 kvoteflygtninge over de fire år, tyder de nyeste prognoser på, at der kommer mere end dobbelt så mange, nemlig 578 flygtninge.
Udgifterne, der især går til skole, SFO og kontanthjælp, forventes allerede fordoblet fra 2016 til 2017. Den store vækst skyldes ikke alene udgifterne til kvoteflygtningene, men også udgifterne til de ægtefæller og børn, som flygtningene med tiden vil få sammenført.
I sidste uge nedsatte Køge Kommune en task force af embedsmænd fra flere forvaltninger, der følger området tæt.
-Vi ser på, hvad vi kan gøre for at få de udgifter ned uden at skyde os selv i foden, siger task forcens leder Ulf Lolk Larsen med henvisning til, at man skal undgå at skabe eksempelvis boligsociale problemer på sigt. Ulf Lolk Larsen er til daglig leder af Køges Center for Dansk og Integration.
Ulf Lolk Larsen forklarer, at task forcen har størst fokus på kontanthjælpsområdet, der ifølge prognosen tegner sig for godt halvdelen af udgifterne.
- Hvis vi får nogle af flygtningene i arbejde, bliver udgifterne ikke så store, siger han og tilføjer, at udfordringerne er til at få øje på: 3/4 af flygtningene er nemlig analfabeter eller latinske analfabeter. Kun få taler engelsk og stort set ingen taler dansk.
Derfor er man i gang med en række tiltag, blandt andet sprogundervisning og opkvalificering af flygtningene. Ulf Lolk Larsen vurderer, at det især er i hotel- og restaurationsbranchen samt bygge og anlæg, flygtningene kan få job.
Byrådet har nedsat en politisk følgegruppe, der holder jævnlige møder med task forcen og således holder området under tæt politisk bevågenhed. "Strategisk følgegruppe vedrørende flygtninge," som den hedder, består af alle byrådets gruppeformænd og er ledet af borgmester Flemming Christensen (C).
Ifølge den foreløbige prognose vil de i alt 578 flygtninge koste Køge Kommune 83,6 mio. kr. over de næste fire år. 40,2 mio. kr. går til kontanthjælp, og det er bl.a. denne udgift, task forcen arbejder på at bragt ned.