Startskud for Køges sportsklasser
Køge Kommune samarbejder med idrætsforeningerne og samler sportsglade unge fra hele kommunen i klasser, der både får træning og almindelige fag på skoleskemaet. Den første sportsklasse starter op efter sommerferien
Vild med sport? Nu lyder startskuddet til kommunens sportsklasser, som etableres i tæt samarbejde med områdets mange idrætsforeninger.
I idrætsforeningerne over hele Køge Kommune kan man spille alt fra fodbold til kricket, og det er der mange børn, der gør. Men det kan være svært at få tid til at dyrke meget sport og samtidig passe skolen. Derfor laver kommunen nu særlige sportsklasser. Målgruppen er børn og unge, der allerede bruger meget tid på en sportsgren i en idrætsforening, og som gerne vil arbejde seriøst med deres sport.
Sportsklasserne har to formål. Køges Kommunes unge skal støttes i at holde fast i deres sport, også efter teenagealderen. Samtidig skal sportsklasserne understøtte den talentudvikling, der allerede foregår ude i idrætsforeningerne, fortæller formanden for Køge Byråds Skoleudvalg, Helle Poulsen.
”Køge er en idrætskommune med et rigt foreningsliv. Her bor mange børn og unge, der gerne vil bruge både kroppen og hovedet. Derfor passer sportsklasser rigtig godt til Køge. Ideen kommer fra vores idrætsforeninger, og jeg ser meget frem til samarbejdet mellem skoler og foreninger om sportsklasserne. Vi kan lære en masse af hinanden,” siger Helle Poulsen.
Det første hold bliver en 7. klasse, som starter på Ellemarkskolen i Køge efter sommerferien. Ellemarkskolen holder informationsmøde om sportsklasserne for alle interesserede børn fra 6. årgang og deres forældre den 11. februar.
Bevægelse hele livet
Lone Svarre Petersen, skoleleder på Ellemarksskolen, ser frem til at få sportsklasser ind på skolen:
”Motion og bevægelse er en del af undervisningen for alle vores elever, men i sportsklasserne får eleverne virkelig pulsen op. Sportsklasserne er et stærkt tilbud til de unge, der vil noget ekstra med deres sport. De vil styrke det lokale foreningsliv, og de vil også gavne Ellemarkskolen, fordi vores erfaringer med sportsklasserne vil gøre os endnu bedre til at tænke bevægelse og læring sammen,” siger hun.
I sportsklasserne får eleverne morgentræning på skemaet tre-fire gange om ugen. Resten af undervisningen bliver tilrettelagt fleksibelt, så eleverne kan dyrke deres egen sportsgren i klubben. Det betyder for eksempel, at eleverne ikke får lektier for fra dag til dag. På den måde kan hjemmearbejdet bedre kan passes ind i forhold til træning og stævner. Idrætsundervisningen bliver varetaget af Ellemarkskolens egne lærere, af klubtrænere og eksterne undervisere, som hyres til særlige forløb. Sportsklasserne får en koordinator tilknyttet, som skal støtte samarbejdet mellem skole, klub og elev.
Sportsklasserne er for børn og unge fra hele Køge Kommune. Det første hold, som starter, bliver en 7. klasse med start i august 2016.