Beboerne på Odense Havn er bekymrede over for få parkeringspladser
Cirka 100 borgere diskuterede byomdannelsesplan for Odense Havn
Beboere på Odense Havn er bekymrede over, at der allerede nu er og i fremtiden skabes for få parkeringspladser.
Kritikken kom frem sidste torsdag, da By- og Kulturforvaltningen havde inviteret til borgermøde i Coworking Odense.
Forslaget til byomdannelsesplanen for Odense Havn er i offentlig høring indtil 22. februar.
Derfor var dørene åbnet op for interesserede borgere, hvoraf flere af dem mente, at der manglende konkrete forslag til flere parkeringspladser.
Rådmand Jane Jegind måtte melde afbud grundet sygdom.
I stedet var det direktør for By- og Kulturforvaltningen. Anne Velling, der bød velkommen og kort præsenterede hovedpunkterne i planen.
“Havnen er vigtig i transformationen af Odense. I vores forslag lægger vi op til mere nybyggeri og mulighed for at indrage nye områder til boliger”, sagde hun blandt andet.
Ifølge planen håber forvaltningen på at opføre cirka 1200 boliger i første del fra 2016-19. Herefter cirka 800 boliger mere fra 2020 til 2028.
For få parkeringspladser
Men allerede nu har Odense Havn et stort parkeringsproblem, som man skal løse, før man bygger flere lejligheder, mente borgerne.
“Der er elendige parkeringsforhold hernede allerede nu. Vores gæster har svært ved at finde pladser, når de skal besøge os. Vi skal have et parkeringshus,” sagde en kvindelig beboer under borgermødet.
Hun blev bakket op af en anden kvinde, som heller ikke kan se, hvor gæsterne til det nye havnebad til foråret skal parkere.
Til det svarede Jette Flich Nyrop, der er byplanlægger i Odense Kommune:
“De skal bruge den største parkeringsplads ude på Byens Ø. Ellers håber på vi jo på, at folk vil tage offentlig transport eller cykle.”
Men det svar faldt ikke i god jord hos flere af borgerne.
“Folk gider ikke parkere ude på Byens Ø. Og I kan ikke regne med, at folk vil bruge offentlig transport,” konstaterede en anden kvindelig beboer.
Henrik Lumholdt, der er afdelingschef i byudviklingen i Odense Kommune, er enig i, at parkeringsforholdene er en udfordring på Odense Havn.
“Vi erkender, at der er et stort problem. Derfor har vi også tænkt over det i den her plan,” forklarede han.
Men et parkeringshus er ikke billigt at bygge, så Odense Kommune venter på, at private investorer træder til.
Og der har været interesse, oplyste Lumholdt.
“Lige nu har vi en investor, der muligvis vil opføre et parkeringshus nede på Odense Havn,” fortalte han.
Glem drømmen om storby
En anden borger, der er i det selvstændige miljø i Odense, havde et andet syn på parkeringsdebatten.
Han påpegede, at dem, der vil have parkeringspladser lige ude foran døren ikke kan forvente at bo i en storby.
“I er nødt til at begrave drømmen om at holde lige ude foran jeres døre, hvis I vil leve i en storby. Sådan er det i andre storbyer,” mente han.
Hvis du har ideer eller forslag til byomdannelsesplanen for Odense Havn, som du kan finde på kommunens hjemmeside, skal du maile til byplankontoret@odense.dk.