Farvel til Broges - goddag til Café Malt
Nørregade 6 er klar til næste eventyr: Broges Kafé & Deli giver efter bare to måneder stafetten videre til Café Malt Lounge
Det kan være svært at følge med i, hvad der rører sig bag kulisserne på Nørregade 6, som igennem årene har huset både Kafka, Nørregade, Kafka DD og senest Broges Kafé & Deli.
Sidstnævnte lukkede onsdag i sidste uge per dags dato efter bare to måneders tilstedeværelse i Haderslev. Kort efter meldte en ny café sin ankomst på adressen, Café Malt Lounge, som åbner døren onsdag klokken 11.
Hygge og kærlighed
Forventningsglæden og ambitionerne var ellers tårnhøje hos det tidligere ejerpar, Pernille Larsen og Brian Mortensen, som ville forkæle Hadersleverne med hygge, kærlighed og økologi, da de åbnede døren til Broges Kafé & Deli i november.
Onsdag meddelte indehaverne, Pernille Larsen og Brian Mortensen imidlertid, at de havde taget den tunge beslutning at lukke caféen med dags dato.
“Det er med stor sorg i vores hjerter, at vi efter lange forhandlinger i vores ejerkreds med vores samarbejdspartner er nået frem til, at Broges Kafé & Deli Haderslev lukker per dags dato,” lød beskeden.
Nyt hold - samme miljø
Nu er det så det nye hold bag Café Malt Lounges" tur til at forkæle kunderne på Nørregade 6.
“Vi ved, at der har været meget udskiftning på adressen, men vi ved også, at I godt kan lide at gå på café. Haderslev er en hyggelig by, og derfor skal der også være hyggelige steder at hænge ud,” siger bestyreren, som glæder sig til at byde gæsterne velkommen på åbningsdagen.
“For os handler det ikke om at lange caféretter over disken. Vi vil derimod skabe gode rammer for hyggelige stunder med fokus på kvalitet og smag.”
Indretningen er der ikke rørt ved, fortæller bestyreren, som har både brunch, burger, steaks, pastaretter og hjemmelavet brød på menukortet.
“Vi vil skabe gode rammer for hyggelige stunder med fokus på kvalitet og smag.”
Holdet bag Café Malt Lounge