Fortsæt til indhold

Praktikanter får nøglen til Disney-slottet

Studerende kan arbejde i en verden af magi – hvis de kommer gennem nøglehullet

Arkiv
Tekst og foto:

Agnete Vestergaard-Kristensen
I Pyramiden på Bakkesvinget 67 sidder hen imod 75 spændte studerende.
De venter på et oplæg om en helt særlig praktikplads. En praktikplads, hvor de dog får et ekstra semester på skolebænken, men også en unik mulighed for som markedsføringsøkonom eller handelsøkonom at kigge med bag kulissen hos en af verdens største koncerner – Disney.

Som Askepot og Sullivan

Andrea Houser, som står for det internationale program på Valencia College i Florida, er på besøg i Roskilde en grå mandag formiddag.
Hun fortæller om, hvordan de studerende i de seks måneder både vil få undervisning i handel og marketing på universitetet og blive en del af scenen i den ene af Floridas Walt Disney World-parker. Den, der hedder Magic Kingdom og huser forlystelser som den over 30 år gamle forlystelse Space Mountain, det ikoniske Askepot-slot fra filmenes trailer til Mike og Sullivans monster-universitet. Her får eleverne mulighed for at arbejde i reception, på hotel, som Disney-figur, livredder eller på restaurant, men der er mange om buddet og få der bliver udvalgt.
- Jeg besøger Danmark, Japan og Colombia for at finde de 26 studerende, men de skal have en helt særlig karisma, fortæller Andrea Houser, der forklarer at en repræsentant fra Disney i april gæster Erhvervsakademiet for at sikre at de, der får lov at komme i lønnet praktik i forlystelsesparken, besidder de helt rette egenskaber.
- De studerende bliver lukket ind i en helt særlig verden og kommer i nærkontakt med forretningshemmeligheder til global succes, siger Andrea Houser og fortsætter:
Derfor går vi efter studerende, som stiler efter at bliver den globale forretningsverdens nye ledere. Dem, som forstår, hvordan alle delkomponenterne i en virksomhed som Disney betyder global succes.

Bare i Roskilde var der stor interesse for at få fingre i en af de eftertragtede praktikpladser.

Elever med udsyn

Erhvervsakademiet Sjælland, der har til huse i Roskilde, Køge og Næstved har en målsætning om at give de studerende internationale kompetencer med i ballasten.
International leder Ole Kolling har landet aftalen med Valencia College og Disney gennem det amerikanske partnerskab CCID (Community Colleges for International Development, red.), som skolen er en del af.
- Tanken er, at eleverne skal have muligheden for at prøve kræfter med en stor amerikansk virksomhed med alt, hvad det indebærer. Det ser rigtig godt ud på ens CV at have arbejdet for en sådan koncern, siger han og fortsætter:
- De studerende kan komme til Asien, de kan komme til Vietnam eller Bulgarien, men alle, uanset hvor i den store verden du er, kender Disney.

avk@roskildeavis.dk