Vittinghus besøger Ulkebøl Badminton
Mandag den 8. februar får Ulkebøl Badminton besøg af elitespilleren Hans-Kristian Vittinghus, der i øjeblikket ligger nr. 16 på verdensranglisten. Vittinghus vil træne udvalgte ungdomsspillere fra Ulkebøl Badminton.
Træningen begynder kl. 17.30 og er åben for tilskuere, der kan få lidt inspiration til egen træning. Cirka kl. 19 vil Vittinghus fortælle om sin hverdag, træning og karriere, ligesom der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Hans-Kristian Vittinghus vil slutte af med at skrive autografer, samtidig med at det er muligt at få taget fotos med ham.
“Formålet med arrangementet er at give vores medlemmer en anderledes og inspirerende badmintonoplevelse,” siger Kenneth Christophersen, formand for Ulkebøl Badminton.
“Alle er velkomne til arrangementet,” fortsætter han.
“Det gælder både spillere fra naboklubber, trænere og alle andre interesserede. Det er Ulkebøl Badmintons bidrag til at styrke badmintonsporten i Alssund-området.”
Alle er velkomne, og der er fri entre.