Ikke så meget brok, tak

værdier Rigdom, succes i jobbet eller måske en frivillig tjans som besøgsven. Der er mange forskellige bud på ingredienserne til “det gode liv”. Steffen Stjerne fra Holbøl lever, til trods for store personlige udfordringer, på flere måder et af dem. “Der er så meget negativt hele tiden, så derfor har jeg en positiv historie, som jeg gerne vil dele,” lød derfor henvendelsen til Lokalavisen. 38-årige Steffen Stjerne lever et liv med svær overvægt, personlighedsforstyrrelse, social fobi og angst. Et liv, der betyder, at han ikke kan møde fremmede. Et liv, der ikke umiddelbart stemmer overens med den gængse opfattelse af “det gode liv”. Men for Steffen handler det gode liv om at fokusere på det positive.

Hverdagens engle

Han er i dag 36,5 kilo lettere end dengang i januar 2014, hvor han fik lægens dom: Tab dig, eller du er i akut fare for at få sukkersyge. “Hvis jeg skulle nå de 40 år, skulle jeg gøre noget ved min vægt. Det chokerede mig meget, og jeg fik mange nedture, men formåede ikke at foretage den livsstilsændring, som det krævede. Selvværdet var i bund og selvmordstankerne pressede på,” fortæller Steffen Stjerne, som kom i gang med en livsstilsændring igennem sin kontakt med bostøtten Mai-Britt fra Socialpsykiatrisk støtte og vejledning i Aabenraa. “For at komme i betragt til en bostøtte, sættes der krav til noget, man skal arbejde hen imod. Og det mål, man satte for mig, var, at jeg skulle begynde i motionscenter, hvilket jeg dog ikke kunne psykisk, før jeg havde tabt nogle kilo.” Stille og roligt kom han igang med at motionere og lægge sin kost om. “En dag, efter at vi var begyndt at gå ture, begyndte Mai-Britt at snakke om Aabenraa Bjergmarathon. I starten, var det bare som en tilfældig bemærkning, og vi gik og jokede med det.” Kiloene trillede af Steffen, som førte dagbog og skrev sin vægt ned hver eneste fredag. “Der kom en smule blod på tanden, Bjergmarathon blev nævnt mere og mere, og Mai-Britt foreslog om vi ikke skulle løbe det - bare fem kilometer? Igen tænkte jeg lidt over det. Men inderst inde tænkte jeg: “Det sker aldrig, så ja, ja lad os det.” Tempoet blev sat op på gåturene, og der blev nu også snakket om at begynde at løbe distancen. “Igen blev mange frustrationer delt, jeg brokkede mig højlydt over at min grænse var nået for, hvad jeg kunne fysisk, men igen var Mai-Britt meget vedholdende, og skiftevis støttede og skubbede mig frem.”

Rullekebab som belønning

Løbesko blev indkøbt, og de første løbeture begyndte. “Det var utroligt hårdt! Jeg fik problemer med knæ og vabler alle steder, og skinnebensbetændelse oveni. Så der blev sat et nyt delmål: At tabe 20 kilo, og som belønning, en rullekebab på strøget i Aabenraa,” fortæller han. Der var mange store og små nedture undervejs, og tanken om at droppe Bjergmarathon strejfede ham. Bare transporten ville være en stor udfordring for ham psykisk, og grund nok til at springe fra. “Jeg spurgte meget ind til, hvordan det skulle foregå, for det lå jo på en lørdag. Ville Mai-Britt virkelig bruge sin lørdag på mig? Det gjorde det meget svært for mig at bakke ud.”

Om at holde fast

Trods Steffens mange forbehold og tvivl undervejs, lykkedes missionen. Sammen med sin bostøtte gennemførte han Bjergmarathon, og selvom livet stadig ikke er nogen dans på roser, så kan ingen tage denne oplevelse - og glæden - fra ham. “Vi løb de fem kilometer og kom i mål. Den følelse af glæde glemmer jeg aldrig”. Bostøtten Mai-Britt har stået ved hans side i gennem op - og nedture. “Ja, selv da jeg bad hende blive væk, holdt hun fast. Hun er virkelig en af hverdagens engle - jeg har aldrig før oplevet nogen, som har gået den ekstra mil for min skyld.” @Citat Kronik: