- Alle har et ansvar for Frederiksborgvej
Teknik-formand Torben Jørgensen:
Både forældrene, forvaltningen og politikerne har et ansvar for, at trafikken forløber ordentligt på Frederiksborgvej, fortæller formand for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen. Efter at en mor og hendes to børn blev kørt ned i forgængerovergangen ved skolen for nylig, valgte politikerne i udvalget ekstraordinært at diskutere emnet i sidste uge. - Det er forfærdeligt at ulykken er sket, og det er vigtigt, at vi finder frem til, hvad der kan gøres for, at det ikke sker igen, siger Torben Jørgensen. Politikerne besluttede, at der skal laves en arbejdsgruppe, der skal finde frem til, hvad man kan gøre med vejen, der ikke kun har problemer med trafikken i nærheden af institutionerne, men faktisk fra rundkørslen og hele vejen op til byen. Gruppen skal bestå repræsentanter fra politiet, forældre fra de enkelte institutioner på vejen, kommunen og andre, og de skal se på trafikken som en helhed.
Forældre skal tage ansvar
- Problemerne ved institutionerne opstår blandt andet, fordi vi alle har travlt. Og fordi vi vil det bedste for vores børn, fortæller Torben Jørgensen og fortsætter: - Jeg har på flere skoler set, at det skal meget stærkt, når børnene skal i skole, men jeg tror ikke, at det bedste for poderne er at blive sat af så tæt på skolerne. Derfor vil kommunen i den kommende tid opfordre skole- og børnehavesbestyrelser til at finde på modeller, der gør, at forældrene overholder færdselsreglerne. - Hvis forældrene ikke parkerer ulovligt og sætter deres børn af, hvor de ikke må, så undgår vi også nogle af problemerne på vejen. Han mener, at man skal finde nogle andre steder lidt længere fra skolen, hvor børnene kan sættes af for at undgå kaos. - Det kunne for eksempel være ved biblioteket i dette tilfælde, men det kræver så, at børnene skal kunne gå på en sikker og oplyst vej hen til skolen, siger Torben Jørgensen. Han forklarer, at man ser det samme problem ved de andre skoler i Roskilde.
Bakser med lyskryds
Politikerne satte for knap to år siden penge af til et lyssignal i krydset ved Frederiksborvej og Dronning Margrethes vej. Signalet er ikke kommet op at stå endnu, da det var sværere end man i første omgang troede. - Krydset er for lille og smalt, som det er i øjeblikket, og forvaltningen bakser med at finde ud af, hvordan det skal laves, siger Torben Jørgensen. Om der bliver brug for signallyset, når trafikproblemerne på hele vejen er gennemgået, er ikke sikkert. ag@roskildeavis.dk