Indbrud både falder og stiger i Varde Kommune
Der er sket et fald i privat beboelse, mens indbrud i sommerhuse er steget. Tre polakker står ifølge politiet for op mod 80 indbrud
Politikommissær og leder af lokalpolitiet i Varde Kommune, Torben Kloster, er både glad og ærgerlig.
Glad er han over, at der er sket et markant fald på 24 procent i antallet af indbrud i privat beboelse i Varde kommune fra 2014 til 2015. I tal vil det sige, at Varde kommune i 2014 havde 283 anmeldelser om indbrud i beboelse, og i 2015 faldt tallet til 214. Det tal gælder villaer, lejligheder og værelser.
"Det er noget, vi i den grad er glade for på både borgernes og politiets vegne," siger Torben Kloster, der også glæder sig over, at for landejendomme og erhvervsejendomme ser man et fald.
For landejendomme var der i 2014 59 indbrud, mens tallet i 2015 var faldet til 39. For indbrud i erhvervsejendomme i kommunen var der 161 i 2014, men 'blot' 127 i 2015.
Når man ser på tallet samlet for indbrud i beboelse samt garager, udehuse, lystbåde, sommerhuse, landejendomme med videre samt tyverier fra de samme steder, så er det faldet fra 622 til 607 eller et fald på to procent.
Sommerhuse er udsatte
Så mens der er gode tendenser at melde om flere steder, så er der et område, hvor man stadig kæmper med at knække koden.
Sommerhusindbrud oplever nemlig en stigning fra 100 i 2014 til 157 i 2015, men den store stigning har Torben Kloster en forklaring på.
"I sommerhusene oplever vi to former for indbrud. Der er turistindbrud, som ofte sker, når turisterne efterlader effekter, mens de går på stranden, og så bryder man ind. Den form havde vi en meget stor stigning af første halvår sidste år, og det sigtede vi blandt andet tre polske statsborgere for. De havde lavet færdelig mange indbrud, og faktisk vil jeg skyde på, at de tre alene i februar og marts sidste år har stået for 70-80 af de indbrud," siger Torben Kloster til Lokalavisen.
Den anden slags indbrud, som lederen af lokalpolitiet nævner, er indbrud begået i vinterhalvåret. Her går tyvenen ind i sommerhusene og stjæler inventaret, men Torben Kloster kan ikke sige noget om, hvordan det ser ud i forhold til samme tid sidste år på nuværende tidspunkt.
"Men det er jo et velkendt problem, og turisterne undrer sig måske ikke over, at en person kommer i en hvid kassevogn og "fjerner" nogle møbler. Indbrud i sommerhuse er fortsat en særlig udfordring for både sommerhusejerne og os," siger Torben Kloster og kommer med en række gode råd:
"Det en rigtig god idé at organisere sig med andre husejere og folk i området. Politiet har nogle sikringsrådgivere, som kan give vejledning om forebyggelse. De har blandt andet holdt flere foredrag og oplæg rundt omkring i grundejerforeninger og beboerforeninger. At få has på de indbrud er en opgave, som erhvervsdrivende, borgere og politi skal hjælpes ad med."