Fortsæt til indhold

Fitness skaber glæde og sundhed

Rise Parken har indrettet sit eget fitnessrum. En lille, hyggelig konkurrence sætter ekstra gang i øvelserne

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Selvom man er oppe i årene, så er et aktivt liv stadig vigtigt. Og nu har beboere og daglige gæster på Rise Parken fået gode muligheder for at gøre noget godt for deres helbred og velvære.
“Vi havde egentlig allerede fitnessredskaberne, men de var placeret rundt omkring på gangene, og folk brød sig ikke om at bruge dem, fordi de følte, at de sad lidt til skue. Så fik vi muligheden for at indrette et helt rum til fitnesscenter, og det har boostet lysten til at bruge redskaberne,” fortæller Else Iseling fra Rise Parken.
Fitnesscenteret er blevet indviet, og der e sat gang i en lille intern konkurrence, der skal sætte ekstra blus på lysten til at bruge rummet.
“Vi har delt beboere, personale, dagsgæster og os fra administrationen op i forskelige hold, der så konkurrerer om at få trænet mest. Hver træningseance på mindst ti minutter giver en smiley, som man hænge på vores lille gren i fitnessrummet. Og når måneden så er gået, så tælles smileyerne op, og det mest aktive hold belønnes med en præmie,” fortæller Else Iseling videre.

Træner sammen

Det er tilladt for personalet at træne i arbejdstiden. Eneste forudsætning er, at de træner sammen med de ældre.
“På den måde kan man være sammen om træningen. Det giver smil og samvær. Det giver en masse sjov, og jeg skal love for, at de ældre går op i det med liv og sjæl”.
Personalet må gerne benytte fitnessrummet på egen hånd. Dette skal dog så foregår i fritiden - men man får selvfølgelig stadig en smiley for sin indsats.
“Vi tilpasser præmien til det hold, der vinder. Det kunne måske være en snaps og en sild til frokost eller en lækker lagkage. Vi satser på at kåre en vinder hver måned, men vi kårer også årets vinder, når året er omme. Det gælder jo om at holde dampen oppe,” slutter Else Iseling.

Fakta
Rise Parken huser 84 beboere. Derudover er der 12 faste pladser på daghjem, og omkring 100 medarbejdere arbejder på stedet.
Alle har mulighed for at træne i fitnessrummet.
Hver måned kåres det mest aktive hold.

Hver træningseance på mindst ti minutter giver en smiley
Else Iseling, Rise Parken