Fortsæt til indhold

Gram-byggeri med mange synergier

Det ny motorikcenter i Gram kommer også til at rumme børnehave og bibliotek og placeres ved skolen

Arkiv
Arkiv

Udvalget for Kultur og Fritid og Udvalget for Børn og Familier har truffet beslutning om placeringen af et kommende motorikcenter, bibliotek og børnehave i Gram. Synergieffekter har været afgørende for beslutningerne, forklarer udvalget i en pressemeddelelse.
Flere modeller har været i spil i forhold til placeringen af nybyggerierne i Gram, men nu ligger det fast, at både motorikcenter og børnehave placeres ved stadion.
Stadion omdannes til en arena med mange forskellige udfoldelsesmuligheder, der udover børnehaven også kan bruges af skolen. Uden for børnehavens åbningstid kan arealerne også bruges af byens borgere.
Mulighederne for at bruge skoven i højere grad skal øges. I skoven skal der derfor etableres udeforhold som for eksempel shelter eller bålhytte samt toiletforhold og muligheder for opbevaring. På den måde kan børnehaven planlægge længere ture og forløb i skoven.
I Haderslev Kommunes børneuniverser er helheder og sammenhænge for børnene i fokus. Nærheden mellem skole og børnehave giver mulighed for at skabe trygge sammenhænge i børnenes overgang fra børnehave til skole.
"Vi får skabt nogle fantastiske rammer, der på bedste vis matcher den måde, vi tænker pædagogik på i dag. Den tætte placering indbyder til samarbejde på tværs af institutionerne, så skolen er et kendt og trygt sted for de største børn i børnehaven. På samme måde kan de yngste skolebørn også finde tryghed i at se kendte ansigter fra børnehaven," siger formand for Udvalget for Børn og Familier Signe Knappe.
Ud over børnehaven kommer også motorikcenter og biblioteket til at ligge inden for en meget kort radius sammen med skole og fritidscenteret. Nærheden vil skabe naturlige synergier, og enhederne bliver forbundet, så det er let at færdes fra eksempelvis skole og børnehave til motorikcenter og fritidscenter.
"Det nye motorikcenter og bibliotek bliver sammen med fritidscenteret et vigtigt mødested for byens borgere. Samtidig vil det være et fysisk bindeled mellem skole og børnehave. Jeg glæder mig til at se de spændende initiativer, der helt sikkert vil udspringe af i forlængelse af byggeriet”,"siger formand for Udvalget for Kultur og Fritid Allan Emiliussen.
Motorikcenteret vil udover bibliotek også indeholde en springhal, mødefaciliteter og cafédrift.